Morgenandagter hver onsdag i fastetiden i Nylars Kirke

Morgenandagter hver onsdag i fastetiden

Jeg tror, der er mange, der har brug for et pusterum.

Det kan man måske finde i en afdæmpet morgenandagt i Nylars Kirke.

I hele fastetiden frem til påske inviteres der til eftertanke hver onsdag morgen kl. 9 i Nylars Kirke.

Vi bruger klassiske træk fra kirkens rige tradition for kristen spiritualitet: At veksellæse en davids-salme fra Salmernes Bog, at lytte til musik, at synge sammen og bede sammen. Der er en stor ro i, at den enkle liturgi ligger fast, så man ikke selv skal opfinde spiritualiteten, men kan læne sig tilbage og tage imod det, som traditionen rækker os.

Ved den første morgenandagt indledte organist Jesper Mejlvang med at spille Eric Saties ”Gymnopédie no 1”. Det var en smuk begyndelse, der var med til at skabe et eftertænksomt rum for andagten – og måske også gav en langsomhed at gå videre ud i dagen med.

Det hele er ikke gammel tradition: For vi prøver også at synge en ny salme næsten hver gang, for eksempel Simon Grotrians ”Guds nåde er en vintergæk” eller Iben Krogsdals ”Du virker i det stille”. Det er ny tradition, som vi kan få lov at række videre til dem, der kommer efter os.

Man kan komme, som man er, i arbejdstøj eller balkjole, og man kan komme og gå helt stille eller få en snak efter andagten med dem, der også er mødt op.

Håbet er, at dem, der har brug for et pusterum, kan finde det.

Morgenandagter i Nylars Kirke onsdage kl. 9.00 i hele fastetiden: 19. marts – 26. marts – 2. april – 9. april.

sognepræst Cæcilie Jessen