Måned: april 2020

Se video med en salme til søndagen her:Søndagsrefleksion
Der er en gammel, kristen tradition, som handler om ørkenen. Ørkentraditionen peger på, at vi som mennesker og som troende kan befinde os i en sjælens ørken: Et goldt sted, hvor solen brænder hårdt, og vi bliver tørstige, sultne og trætte.

Sådan kan hele samfundet føles nu – midt i det blomstrende forår, som bringer os glæde, stikker ørkenens mismod sit ansigt frem: Hvor længe endnu? Hvornår kan jeg få stillet min sjæls og mit hjertes sult og tørst? Måske vi endda begynder at dumme os på den ene eller den anden måde, som man kan komme til i ørkenens forvirring – som vi kan komme til, når vi mangler forsoningen i et fysisk nærvær.

Men ørkentraditionen fortæller os, at vi ikke skal være bange for at være i ørkenen – for dér møder Gud os også. Der er en ny stilhed, vi kan træde ind i, også selv om vi er bekymrede, også selv om vi er plaget af mismod.

Og egentligt har det at gøre med, hvad det kristne håb er: For det kristne håb er ikke et overfladisk håb om, at det nok skal gå. Tværtimod er det kristne håb et håb, der kommer til os midt i håbløsheden – opstandelseslyset som sprækker i dødsmørket. Småbitte glimt af Guds godhed i et nedlukket, forvirret og ængsteligt samfund.

Så lige nu må ordene være: Vov at være i stilheden, som Gud er i stilheden. Tillad mismodet at være der og bed om Guds trøst. Og løft så blikket, og smil åbenøjet til et menneske i Brugsen eller på gaden, selv om I ikke nærmer jer hinanden mere end det – der er ved at være brug for, at vi indgyder hinanden mod, så ingen forstener eller går til i fortvivlelsen.

Søndagens gammeltestamentlige læsning er salme 23:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.
Amen.

Guds fred og alle gode hilsner,
sognepræst Cæcilie Jessen

Se alle søndagens læsninger her.

Se video med en salme til søndagen her:Kære alle

Jeg er kommet til at tænke meget på de forfulgte kristne rundt om i verden – fordi vi for tiden på sin vis er i samme båd som dem. Eller i hvert fald kan vi fornemme lidt af, hvad det vil sige at være forhindret i at fejre gudstjeneste og deles om den kristne tro i et fysisk fællesskab.

Men vi er fortsat bedre stillet end dem – vi har, på en eller anden måde, kunnet lukke frivilligt og midlertidigt for gudstjenestens fællesskab. Og vi er ikke truet på livet af andre mennesker, men af en upersonlig virus, der vil mildnes og forsvinde, før kristenforfølgelserne gør.

Men måske kan dette også være en tid til besindelse på de vanskelige forhold, mange kristne brødre og søstre har – til bøn for dem og til tak for vores frihed. De kan også støttes helt konkret, fx gennem organisationen Åbne Døre / Open Doors, som vi havde besøg af i sognegården i februar.

Første søndag efter påske (Johannesevangeliet 21,15-19)
Læs søndagens læsninger her

Jesus siger i søndagens tekst til sin discipel Simon Peter: ”Vogt mine får!”. Han beder ham passe på Jesu menighed, når Jesus er død – ja, passe på alle dem, der er ”Jesu små” – det er alle, der er udsat.

Og så slutter Jesus med at sige ”Følg mig!”. Det er både en opfordring til at følge i Jesu fodspor af barmhjertighed – men også, hvis nødvendigt, at følge Jesus ind i smerten. Vi kan ikke, som Jesus, dø for andre mennesker – men vi kan vove at bære lidt af andre menneskers smerte på os, så de ser, at nogen vandrer med dem.

Almægtige Gud og Fader,
nu, da vi har fejret påsken,
beder vi dig, du, som er gavmild uden grænser:
Hjælp os at holde påske hver dag
i hele vort daglige liv
ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn,
som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,
én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.

De bedste søndagshilsner, sognepræst Cæcilie Jessen

I DAG ER DET PÅSKELØRDAG. En ganske stille dag, en ventedag, hvor vi hænger udspændt mellem to mysterier: korsets mysterium og opstandelsens mysterium.

Der er en tradition fra gammel tid, der fortæller, at på denne stille dag udspillede det største drama sig – men uden at mennesker så det eller overhovedet var med i det. For mellem langfredag og påskemorgen, sådan siges det, rejste Jesus til dødsriget og vandt over døden – fordi han var den eneste, som døden ikke kunne holde på, fordi han er både Gud og menneske – og han slog portene op indefra og satte alle dem fri, der var fanget i dødens greb.

Dét er påskelørdags fortælling – som vi måske skulle vente til i morgen med at fortælle, for endnu ved vi intet. Men alligevel: Det utrolige er jo, at det sker, mens vi venter. Mens vi hviler, mens vi intet foretager os, mens vi handler ind til en enlig påskefrokost og holder god afstand i køen – der nedfarer Kristus til dødsriget og sætter alle fangne fri – og i morgen står han op som sejrherre, der kan fortælle os, at også vi er fri fra at være fanger af døden. Og vi har slet ikke løftet en finger for det – det er nåde: Kristus, der handler, mennesker, der bare må tage imod.

Men indtil videre er der ganske stille. Vi hører højst en rumlen fra undergrunden, fra kampen, der nedkæmpes dernede. Og vi må vente – vente på godt nyt på fra slagmarken, på evangeliet om Kristi sejr.

Der venter bag langfredags nat
en påske-morgenrøde.
Men seglet er for graven sat,
og kold er nu den døde.

En påskelørdag, ond og grå,
med sine træge timer
til enden gennemlides må,
før påskeklokken kimer.

En sabbat, ja, en hviledag,
den kaldes må med rette.
Dog har den ej sin ro og mag
til glæde for den trætte.

Dens hvile er en dødsens ro,
hvor ej er mer at gøre,
med udslukt håb og visnet tro
og ingen trøst at høre. –

Og dog. Så sejt og sent den led,
så tung af vé og klage,
den dag mit hjerte hænger ved
blandt alle helligdage.

Her kender jeg jo mine kår,
hvori jeg mig må skikke,
mens jeg min vej til graven går,
og når jeg dér skal ligge.

Der er for graven sat en sten,
som ej sig lader røre;
og indenfor er tørre ben.
Hvad er da mer at gøre?

Der er for stenen sat et segl,
som holder mig i mulde,
og ikke blot af fald og fejl,
men af mit hjertes kulde.

Så er det da en nådes-sag,
hvad der af mig skal blive,
om Herren gør en påskedag
og kalder dødt til live.

(nummer 216 i salmebogen, skrevet K.L. Aastrup i 1937-39)

Refleksion skrevet af sognepræst Cæcilie Jessen

I DAG ER DET LANGFREDAG. Det er korsfæstelsen. Det er Jesus, der bevæger sig dybt ned i menneskers smerte – i din og i min. Det er medvandringens endemål: At han følger os helt ind i døden. Og ikke bare os, der har vores på det rene – men også forbryderne, forræderne og de lovløse. Også dem går han med.

Der er en tradition i kunsten, hvor Kristus på korset afbildes som syg. På Isenheim-altertavlen er han helt grøn i huden, fyldt af bylder, og huden skaller af. Det er som, der står i Esajas’ Bog 53: ”Han var fuld af smerte og ramt af sygdom, så vi kiggede væk”.

Isenheim-altertavlen blev på et tidspunkt flyttet fra den kirke, det var lavet til, til et klosterhospital i Colmar, hvor munke og nonner plejede de syge. Og der må det have vakt evangelisk overraskelse hos de syge – at se, at ikke bare de var plaget af sygdom, men at Herren selv bar sygdom på sig – for at gå ind i smerten med os.

Hvordan ville en Isenheim-altertavle se ud i dag? En Kristus med iltmaske – i respirator – og disciplene og kvinderne omkring ham, på jorden ved foden af korset, med mundværn og visir. Eller en Kristus lukket inde i angsten, isoleret og fuld af frygt for fremtiden. Eller en Kristus med demens, ude af stand til at forstå, hvorfor omsorgen pludselig blev så fjern og besøgene fra familien sluttede.

Langfredag er en smertefuld dag – men samtidig er det her, at første tone af vores trøst findes: At vi ikke er alene med smerten i verden.

Gud, du forunderlige Gud!
Fra en verden,
hvor ondskaben viser sit hæslige ansigt hver eneste dag,
hvor mennesker påfører andre ondt
og finder en sær glæde i
at ydmyge de afmægtige,
råber vi til dig, som kender vort mørke:
Far i Himlen, forlad os ikke!
Forbarm dig over os alle, ofre som bødler,
voldsmænd som syndebukke!
Stands os, når vi slår!
Hjælp os, når vi lider!

Når du tier, er det, som om du intet gør.
Når du tøver, er det, som om du har forladt os.
Men når vi hører din søn råbe på korset:
”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
da aner vi, at du har svaret os i ham.
I hans afmagt er du hos os,
i hans kærlighed viser du os den eneste magt,
der kan bryde ondskaben.
Gud, du hjælpeløses Gud!
Du er vort håb, for din er magten og æren
fra evighed og til evighed.
Amen.

(Langfredagsrefleksion ved sognepræst Cæcilie Jessen, bøn af Holger Lissner)

I dag er det skærtorsdag. Det er den dag, hvor Jesus spiser det jødiske påskemåltid med sine disciple og vasker deres fødder, som om han var en tjener.

Og Jesus indstifter nadveren den aften, det vil sige: Han tager brødet og vinen og fortæller sine disciple, at fremover vil han være sammen med dem, hver gang de deler brød og vin – og ligesom brødet bliver brækket i mindre stykker for at blive til næring for mennesker, sådan skal hans krop brydes for at blive til liv for os. Og ligesom vinen flyder fra druen, der bliver mast, sådan flyder Jesu blod fra ham til liv og ånd for os.

Brød og vin er hverdagsstof. Jesus giver ikke et ritual eller religiøse forskrifter, han siger: HVER GANG, I spiser brødet – HVER GANG, I drikker vinen – da er jeg sammen med jer. Han kunne næsten lige så godt have sagt: Jeg er hos jer i jeres hverdag – I alt det, der ser dagligdags ud, alt det, der ikke ser ud af noget – der er jeg hos jer. Kristus er os nær i hverdagsstoffet.

På den måde bliver han måske også en Gud, der er svær at se – og det er sørens for os mennesker, der gerne vil have klare svar. Vi vil have guld og glimmer, en Gud, der kommer i pomp og pragt. Og derfor må vi undre os med disciplene (måske vi næsten ærgrer os), når han siger, han er hos os i hverdagens næring – eller når han lægger sig på knæ og vasker vores fødder.

Vi kalder tiden for tiden for en undtagelsestilstand, men i virkeligheden er det måske én uendelig hverdag: Uden fester, uden forretningsrejser, uden kurser, uden familiemiddage – bare små enheder forsamlet i hver sit hus eller lejlighed med den primære opgave at passe hverdagen. Få tøj på og mad og undervise og svare på mails og telefonere – alt på ét sted. Det kan larme, og det kan være ensformigt – men skærtorsdags ord til os er, at der er Kristus: I hverdagsstoffet.

Vor Herre Jesus Kristus,
brødet blev brudt,
og druen blev knust,
og det fællesskab, du havde med dine disciple,
syntes ophørt, da du døde på korset.
Men Guds kærlighed har ingen brudt.
Derfor kunne du bryde forbandelsen
og dødens magt over os.
Derfor kan du give os del i din opstandelses kraft
og forene os i brødet og vinen.
Lovet være du, Herre, for at du læger vore sår
og bygger din helligdom i vore hjerter.
I dig lever vi, forenet med hinanden
i dit evige nærvær.
Amen.

(Refleksion ved sognepræst Cæcilie Jessen, bøn af Holger Lissner)

Ved Nylars Kirke har graver Jørn Pedersen lagt sten frem, som man kan tage, bede en bøn med og lægge i et frit mønster. Måske vi ved genåbningen af kirkebygningen står med en hel skulptur af bønner og tanker.

I den anledning skriver menighedsrådsformand Birgitte Ekstrøm:

Påsken står for døren, med påskeæg, påskeliljer og coronavirus.

Der er tid til fordybelse i denne tid. Tid til at komme ud og gå en tur.

Måske tid til en tur på kirkegården og mindes gamle slægtninge og/eller naboer. Historier og gode minder, du kan give videre til dine børn.

Læg en sten ved det levende kunstværk, og nyd forårets komme.

Med ønsket om en god og fredfyldt påske til alle i Nylars Sogn.
Birgitte Ekstrøm, formand for Nylars menighedsråd

”Denne bygning er lukket – men kirken lever!”

Sådan kunne der stå på et skilt på døren til kirkebygningen. Kirken er måske endda særligt levende denne tid – fordi vi kommer i tanke om, hvad vi mangler, når vi ikke kan mødes, og vi finder på nye måder at samles om evangeliet på – og evangeliet finder ny vej blandt os.

Palmesøndag
Denne søndag træder vi ind i påskeugen – den stille uge.

Palmesøndags håb er, at vi ser Jesus bevæge sig ind i smerten med en konges værdighed. Jesus ved, hvad der venter, og alligevel bevæger han sig ind, helt i det åbne, ikke ind ad en eller anden bagdør, men ind mod smerten og døden – og han modtager folkets hyldest på vejen. Det er næsten morbidt – men det er vores trøst, at han gik den vej med os, hvor han viste, at vi mennesker ikke er alene med smerten.

– resten af palmesøndags prædiken kan læses i Bornholms Tidende lørdag den 4. april.

Salmeforslag til søndagen
Denne søndag kan man synge nr. 176 ”Se, hvor nu Jesus træder”, Thomas Kingos klassiske salme om Jesus’ vej mod korset:

Endog med Guddoms-øje
sit fængsel, kors og nød
forud han skuer nøje,
ja, ser sin visse død.

Dog vil han fri i sinde
mod sine fjender gå;
han ved, han skal dem binde
og evig sejer få!
Thomas Kingo, 1689

Jeg håber, at alle får, hvad de har behov for i denne tid – af nik på gåturen, af telefonsamtaler, af vareudbringning, af vink fra naboen. Det er en tid, hvor vi alle lider afsavn – men stor bliver glæden, når vi alle kan mødes igen!

Guds fred, sognepræst Cæcilie Jessen