Søndagshilsen til palmesøndag

Jesus’ indtog i Jerusalem (Anders Eriksson i Ås, Småland, 1812)

”Denne bygning er lukket – men kirken lever!”

Sådan kunne der stå på et skilt på døren til kirkebygningen. Kirken er måske endda særligt levende denne tid – fordi vi kommer i tanke om, hvad vi mangler, når vi ikke kan mødes, og vi finder på nye måder at samles om evangeliet på – og evangeliet finder ny vej blandt os.

Palmesøndag
Denne søndag træder vi ind i påskeugen – den stille uge.

Palmesøndags håb er, at vi ser Jesus bevæge sig ind i smerten med en konges værdighed. Jesus ved, hvad der venter, og alligevel bevæger han sig ind, helt i det åbne, ikke ind ad en eller anden bagdør, men ind mod smerten og døden – og han modtager folkets hyldest på vejen. Det er næsten morbidt – men det er vores trøst, at han gik den vej med os, hvor han viste, at vi mennesker ikke er alene med smerten.

– resten af palmesøndags prædiken kan læses i Bornholms Tidende lørdag den 4. april.

Salmeforslag til søndagen
Denne søndag kan man synge nr. 176 ”Se, hvor nu Jesus træder”, Thomas Kingos klassiske salme om Jesus’ vej mod korset:

Endog med Guddoms-øje
sit fængsel, kors og nød
forud han skuer nøje,
ja, ser sin visse død.

Dog vil han fri i sinde
mod sine fjender gå;
han ved, han skal dem binde
og evig sejer få!

Thomas Kingo, 1689

Jeg håber, at alle får, hvad de har behov for i denne tid – af nik på gåturen, af telefonsamtaler, af vareudbringning, af vink fra naboen. Det er en tid, hvor vi alle lider afsavn – men stor bliver glæden, når vi alle kan mødes igen!

Guds fred, sognepræst Cæcilie Jessen