Der er en tradition fra gammel tid, der fortæller, at på denne stille dag udspillede det største drama sig – men uden at mennesker så det eller overhovedet var med i det. For mellem langfredag og påskemorgen, sådan siges det, rejste Jesus til dødsriget og vandt over døden – fordi han var den eneste, som døden ikke kunne holde på, fordi han er både Gud og menneske – og han slog portene op indefra og satte alle dem fri, der var fanget i dødens greb.
Dét er påskelørdags fortælling – som vi måske skulle vente til i morgen med at fortælle, for endnu ved vi intet. Men alligevel: Det utrolige er jo, at det sker, mens vi venter. Mens vi hviler, mens vi intet foretager os, mens vi handler ind til en enlig påskefrokost og holder god afstand i køen – der nedfarer Kristus til dødsriget og sætter alle fangne fri – og i morgen står han op som sejrherre, der kan fortælle os, at også vi er fri fra at være fanger af døden. Og vi har slet ikke løftet en finger for det – det er nåde: Kristus, der handler, mennesker, der bare må tage imod.
Men indtil videre er der ganske stille. Vi hører højst en rumlen fra undergrunden, fra kampen, der nedkæmpes dernede. Og vi må vente – vente på godt nyt på fra slagmarken, på evangeliet om Kristi sejr.
Der venter bag langfredags nat
en påske-morgenrøde.
Men seglet er for graven sat,
og kold er nu den døde.
En påskelørdag, ond og grå,
med sine træge timer
til enden gennemlides må,
før påskeklokken kimer.
En sabbat, ja, en hviledag,
den kaldes må med rette.
Dog har den ej sin ro og mag
til glæde for den trætte.
Dens hvile er en dødsens ro,
hvor ej er mer at gøre,
med udslukt håb og visnet tro
og ingen trøst at høre. –
Og dog. Så sejt og sent den led,
så tung af vé og klage,
den dag mit hjerte hænger ved
blandt alle helligdage.
Her kender jeg jo mine kår,
hvori jeg mig må skikke,
mens jeg min vej til graven går,
og når jeg dér skal ligge.
Der er for graven sat en sten,
som ej sig lader røre;
og indenfor er tørre ben.
Hvad er da mer at gøre?
Der er for stenen sat et segl,
som holder mig i mulde,
og ikke blot af fald og fejl,
men af mit hjertes kulde.
Så er det da en nådes-sag,
hvad der af mig skal blive,
om Herren gør en påskedag
og kalder dødt til live.
(nummer 216 i salmebogen, skrevet K.L. Aastrup i 1937-39)
Refleksion skrevet af sognepræst Cæcilie Jessen