Se video med en salme til søndagen her:Søndagsrefleksion
Der er en gammel, kristen tradition, som handler om ørkenen. Ørkentraditionen peger på, at vi som mennesker og som troende kan befinde os i en sjælens ørken: Et goldt sted, hvor solen brænder hårdt, og vi bliver tørstige, sultne og trætte.
Sådan kan hele samfundet føles nu – midt i det blomstrende forår, som bringer os glæde, stikker ørkenens mismod sit ansigt frem: Hvor længe endnu? Hvornår kan jeg få stillet min sjæls og mit hjertes sult og tørst? Måske vi endda begynder at dumme os på den ene eller den anden måde, som man kan komme til i ørkenens forvirring – som vi kan komme til, når vi mangler forsoningen i et fysisk nærvær.
Og egentligt har det at gøre med, hvad det kristne håb er: For det kristne håb er ikke et overfladisk håb om, at det nok skal gå. Tværtimod er det kristne håb et håb, der kommer til os midt i håbløsheden – opstandelseslyset som sprækker i dødsmørket. Småbitte glimt af Guds godhed i et nedlukket, forvirret og ængsteligt samfund.
Så lige nu må ordene være: Vov at være i stilheden, som Gud er i stilheden. Tillad mismodet at være der og bed om Guds trøst. Og løft så blikket, og smil åbenøjet til et menneske i Brugsen eller på gaden, selv om I ikke nærmer jer hinanden mere end det – der er ved at være brug for, at vi indgyder hinanden mod, så ingen forstener eller går til i fortvivlelsen.
Søndagens gammeltestamentlige læsning er salme 23:
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.
Amen.
Guds fred og alle gode hilsner,
sognepræst Cæcilie Jessen