Prædikenklip fra Kristi himmelfart
Kom du ikke til gudstjeneste i går? Her er lidt af prædikenen fra Kristi himmelfart. På søndag er der gudstjeneste igen, kl. 9 i Vestermarie og kl. 10.30 i Nylars – og særligt i Vestermarie er der masser af plads!
“For et par måneder siden – alt er efterhånden et par måneder siden – havde jeg inviteret Hardy Lund-Olesen, den tidligere præst i Aakirkeby, til at fortælle konfirmanderne om, da han var feltpræst. Og han sagde noget, der dér i februar hurtigt blev mere aktuelt, end jeg havde troet, da jeg først bed mærke i det: Han sagde, at det at være feltpræst i høj grad handler om at holde sig klar – holde sig fysisk og åndeligt i form, være udhvilet og klar – fordi på et eller andet tidspunkt kommer der en vigtig opgave, der ikke kan vente – og så er det om at være klar. Det kunne bredes ud til os alle, som en kristen dyd: At holde sig klar og være beredt til, når det uventede sker. Til når livet, alleroftest i skikkelse af andre mennesker, kalder på os.
Det er dén situation, Jesus også satte sine disciple i efter sin opstandelse: Gå ind i Jerusalem og bliv dér og VENT. Jeg har ikke lagt meget mærke til det før – at Jesus beder dem blive dér og bare vente – men nu er det så underligt bekendt: Gå ind i jeres hus og vent.
Der er et dybt kristent perspektiv i det: Vi kan se hele kristenlivet som en art ventetjeneste, hvor vi er nødt til at skabe huller og give plads, for at det uventede kan komme til os. Tålmodigheden som en kristen dyd på linje med næstekærligheden – at vi også vover at vente – nogle gange vente på andre menneskers bevægelse – at vi er tålmodige med dem. Og nogle gange må vi sætte os, om så bare mentalt, og vente på, at nogen eller noget kalder på os. De første kristne, som Jesus fik til at sætte sig og vente, må have fordrevet tiden med bøn og sang, og det er måske også et godt bud på, hvad vores ventetid nogle gange kan fyldes tålmodigt af – bed lidt, syng lidt, så du er klar – så vi er klar – når krisen kommer. For den kommer – den kom – det ved vi nu.
Og ofte er vi, uden at tænke over det, i vores daglige liv i gang med opbygge et kriseberedskab: Når vi udtrykker kærlighed til vores nærmeste i ord eller handling, giver vi dem og os selv madpakker af kærlighed med til at klare kriser. Når vi beder en søvnig aftenbøn eller lirer Fadervor af, øver vi os til den dag, hvor bønnen virkeligt trænger sig på, og vi ikke har overskud til at skulle genopfinde den helt fra bunden af.
Vi samler minder, der bliver til en rustning, og vi fortæller vores børn bibelhistorier, så de måske – måske! – en dag langt væk i et fremmed land vil kunne huske, at også de hører til Guds fåreflok, selv om de er nok så meget faret vild. Vi ser – og det ser man nok særligt, når man har den velsignelse at følge et lille barn hver dag – vi ser, at så meget af vores hverdagsliv er øvelse. Opøvelse af liv og færdigheder – så vi er klar. Klar til at stå imod. Klar til at tage imod.”
Teksterne til søndagen kan læses på dette link.
/ sognepræst Cæcilie Jessen
