Søndagsrefleksion til sidste søndag efter helligtrekonger
Bibellæsningerne til søndagen kan findes her.
“Rejs jer, og frygt ikke!”
Dagens evangeliefortælling er den, der kaldes forklarelsen på bjerget. Jesu disciple bliver bange og kaster sig ned, da han pludselig lyser som solen, og Moses og profeten Elias dukker op. Men så siger Jesus: “Rejs jer, og frygt ikke!”.
Sikke ord det er til livet. Og det er alvorligt nok: Ordene ”Rejs jer!” er ikke bare hvilke som helst ord om at komme ud af sengen eller rejse sig fra bænken for at gå ud af kirken og hjem. Nej, dét ord for ”rejs jer” på græsk er det, der bliver brugt, når døde skal opvækkes. Det er altså et ord, en sprogbrug, der er helt bevidst om, at vi nogle gange kommer ganske dybt nede fra, når Jesus befaler os at rejse os op.
Det er ikke sagt som hverken skældud eller et venligt forslag. Nej, når Jesus siger ”Rejs jer”, så sker det sådan set – det er skaberordet, han taler med – da har vi allerede rejst os, da er vi allerede stået op – fra dyndet, fra dybet, fra døden. Måske fornemmes det blot som en ranken i ryggen, der gør os klar til igen at gå ud i verden – det er nok, det er der brug for.
Og så er der fortsættelsen på Jesu ord: ”Frygt ikke.” Det er blevet sagt af nogen, at der står ”Frygt ikke” 365 gange i Bibelen. Jeg har ikke talt efter, men selv hvis det kun er omtrentligt, så er det stadig værd at notere sig: At der findes et ”frygt ikke” for hver dag i året. Det er grundord i evangeliet, og de forekommer ofte, når Gud bryder igennem virkeligheden, hvilket ofte gør Bibelens helt almindelige mennesker noget nervøse – og så lyder de ord altså: Frygt ikke. Fordi Gud ikke er en, vi skal frygte som en bøddel. Gud er ikke ude efter os. Det er næsten rørende, som kæmpen i en børnebogsfortælling, der hver gang han møder nogle nye mennesker, må understrege, at han ikke er der for at ødelægge eller æde dem, men forklarer, at han nærmere vil beskytte dem med al den kraft og styrke, der ved første øjekast gør os så bange. Frygt ikke, siger Gud.
Og ”Frygt ikke!”, siger altså Jesus. Ligesom med ordene om at rejse sig er det et påbud, der virker i samme nu, det bliver sagt – det er skaberord, der udraderer frygt, når vi hører dem. Samtidig er det et løfte: I har ikke grund til at frygte. Det er noget, vi som banale mennesker, som bange børn på telttur, må gentage for os selv igen og igen, når frygten er ved at overmande os: Jesus siger, at vi ikke skal være bange – derfor er vi ikke bange. Og så ryster vi lidt videre – men det er altså sagt. Frygt nu ikke.
Det er også det, der skal få os igennem denne tid. Eller måske rettere: Det er det, der skal få os igennem også denne tid. Når vi minder os selv om ikke at frygte, er det ikke for at kaste os ud i idioti, hvor vi ikke passer på os selv og hinanden i et eller andet misforstået forsvar for en forkvaklet idé om frihed. Nej, vi kan godt være agtsomme borgere i et pandemiramt samfund – men lægge frygten fra os. Vi kan ranke ryggen med mundbind og hele molevitten, men uden frygt – og dermed er vi fri til at gøre, hvad der nu er hver vores opgave i denne tid. Måske er det endnu tydeligere, end det plejer, at vi er sat til at tjene forskelligt: Nogle passer familier, nogle passer syge, nogle passer hjulene, der må køre rundt, og fødevareproduktionen. Er vi rodfæstede i Kristus, er grundopgaven sådan set den samme som altid: Ær Gud, og tjen næsten. Og læg så al din frygt hos Gud. Rejs jer – og frygt ikke.
sognepræst Cæcilie Jessen
