Søndagsrefleksion til søndag seksagesima (søndagen omtrent 60 dage før påske)
Bibellæsningerne til søndagen kan findes her.
En salme til søndagen kan findes her:
“En bondemand går ud at så” (nummer 154 i salmebogen)
Vorherre er en sløset bondemand. Det er det, vi hører om i dag – og det er det, vi hver eneste dag i livet må sige tak for.
For Gud kaster alt, hvad han har, ud over verden, uden at se, om det falder i frugtbar jord eller ej.
Jorden, det er os mennesker. Og det er godt set, at nogle af os er som en støvet markvej, nogle af os er som en klippegrund, nogle af os er en tidselmark – og nogle af os er god, frugtbar jord. Det er ikke en kilde til skam, men slet og ret en konstatering: Guds ord vokser forskelligt i os.
Vi kan ikke sådan lige se på hinanden, hvilken slags jord vi er. Måske er dem, der går i kirke hver søndag – eller dem, der bruger en masse år på at studere teologien – måske er dét tidselmarkerne, som må opsøge søndagssåningen igen og igen for ikke at blive golde. Eller måske er det omvendt. Det kan have en vis værdi for den enkelte at kende sin egen jordbundskvalitet, så at sige, så man kan tage sine forbehold også i det åndelige liv – men de andres jordkvalitet kan vi sådan set holde næsen ude af.
For den, vi må fæstne blikket på, er sædemanden – Gud. Gud, der sår og sår uden hensyn til, hvor udsæden lander. Det er vel dét, Paulus kalder ”en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger” – for kan Gud da ikke se, at der ikke bliver noget af det i håbløse mennesker?
Men dét ser Gud ikke på. Han går hver dag ud og tilser sin mark og konstaterer, at der er noget, der ikke er kommet op, og så sår han endnu engang på den bare plet. Ikke fordi Gud ikke forstår, hvordan det fungerer med mennesker – men netop fordi Gud forstår:
At vi kan være svage og udpinte – at vi har brug for, at tiden går, før vi kan vokse og bære frugt – at vi kan være bundet på så mange måder, som vorherre tålmodigt vil løse os af.
Måske kan vi nok nu og da gøre os umage for at prøve at bære lidt frugt – men mest af alt bliver vi i dag bare kaldet til taknemlighed: At vi må takke Gud, fordi han sår så sløset – at han kaster sit Ord ud over os igen og igen, til det spirer og gror, om det så først sker ved livets eller verdens ende.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed, amen.
sognepræst Cæcilie Jessen