Velkommen til præstens barselsvikar!

Velkommen til præstens barselsvikar

Når sognepræst Cæcilie Jessen går på barsel fra den 18. januar, vil hun blive afløst af Frank Kærgaard.

Cæcilies sidste gudstjeneste inden barsel er på søndag den 16. januar kl. 9.00 i Nylars Kirke, og der vil blive serveret udendørs kirkekaffe inden gudstjenesten kl. 8.30.

Frank Kærgaard vil virke som kirkebogsførende sognepræst for både Vestermarie og Nylars. Han vil kunne nås på tlf. 56 99 90 03 og mail frk@km.dk fra den 18. januar.

Frank Kærgaard

Frank, der tidligere har været præst i Sdr. Stenderup og ved Brændkjærkirken i Kolding – og tillige provst i Kolding Provsti fra 1993-2012 – skriver om sig selv:

”Da pensionstiden nærmede sig, spurgte min kone mig, hvad jeg så skulle. Læse Peter Plys for børnebørnene – det var det første, der faldt mig ind. Og da nogle af dem netop var flyttet til Aarsdale, så blev det også her, Kirsten og jeg slog os ned. Vores datter og børnebørnene – to piger og en dreng – bor nu i Nexø, men det er jo stadig tæt på, og så har vi desuden to drenge i Værløse, hvor vores søn og svigerdatter bor.

Men det er nu blevet til meget andet end at læse op for børnebørnene i de år, der er gået.

Jeg har undervist på Læreruddannelsen i Rønne, været præstevikar i Vesterålen i Nordnorge og i flere perioder konstitueret sognepræst her på øen, bl.a. i Ibsker-Svaneke-Bodilsker og på Christiansø og faktisk også et par måneder i Nylars-Vestermarie. Så jeg er hjemmevant i jeres kirker og glæder mig til at være præst her i den kommende tid.”