Nylars kirkes historie

Se også: Folder om kirken som pdf

“Hvad sted du udi kirken har, hvor du dig end vil sætte
ved gulvet eller hvælvingen, du vist må vide dette,
at om du ej dit sind, din lyst, fra jorden får opdraget
til himmelen og Herrens ord, da bliver du bedraget.
Flyv derfor op i Jesu navn, med sjæl, med sind og hjerte.
Til livets vej til Himmelen, tænk på sin synd med smerte.
Gak hen til Jesus, søg i ham, din fred, dit liv, din ære.
Se! Dette er alt, hvad du her, af ordet har at lære.”

Dette religiøse rim fra pietistisk tid sad engang på kirkens pulpitur, som dengang også blev kaldt “husmandslægteren”, fordi det var sognets jordløse, der her havde deres plads i kirken. Digtet vil fortælle, at uanset ens sociale placering, der også viste sig i ens plads i kirken, er alle mennesker lige over for Gud. Kirken har altid været en blanding af denne verden og Guds rige. Det gælder måske mere end noget andet de bornholmske rundkirker.

Nylars kirke har ikke altid haft det udseende, den har i dag. Det høje spidse spåntag blev først bygget i det 16. århundrede. Før den tid fremtrådte kirken med en krenoleret borgmur omkring det tredje stokværk. Kirken er nemlig opført som et fæstningsanlæg. I ufredstider var Bornholm, med sin isolerede beliggenhed, overladt til sig selv, og kirken har blandt andet skulle være tilflugtssted mod de gotlandske og vendiske sørøvere, som netop i kirkens bygningsperiode omkring 1165 gjorde Østersøen usikker.

Kirkegården, der i 1930’erne blev udvidet med den sydlige del, har i middelalderen været omgivet af en palisadeklædt jordvold, hvor i det nuværende kolkketårns nederste del har gjort tjeneste som porttårn. Nyere undersøgelser har vist, at bladene fra kirkegårdens træer i nødsfald har kunnet bruges som kreaturfoder, når sognets indbyggere i en truet situation drev deres dyr i sikkerhed inden for palisaderne.

Kirkens ydre

Kirken består af et tre stokværk højt rundskib, som oprindeligt har været ukalket. Den måler 11 m i indvendig diameter. Det ovalt formede kor med apsis er opført samtidigt med skibet.

Kirken er den bedst opførte af de bornholmske rundkirker. Den er bygget af en 1½ – 2 m tyk kassemur, d.v.s. med en facademur både udvendig og ind mod kirkerummet og med mellemrummet fyldt op med kalk og sten. Det har ikke været nødvendigt at understøtte den med støttepiller som Østerlars og Ols kirke. Skibet udmærker sig også ved sit omhyggelige stenhuggerarbejde.
Kirken har oprindeligt haft 2 døre. Af disse blev den nordlige, kvindedøren,  i attenhudredtallet erstattet  af et vindue, som ved den sidste restaurering i 1971-73 blev tilmuret.

Af de oprindelige vinduer i underetagen er der bevaret to. Det ene sidder i det nordvestlige hjørne bag trappen, der fører op til pulpituret. Det er det eneste helt originale, romanske vindue i de bornholmske rundkirker. Dets mål er så små (52×27 cm), at et voksent menneske ikke kan krybe gennem det.

Det andet originale vindue er udformet som en glug bag prædikestolen mod sydøst, ud til den indvendige trappe. Det modsvares af en lysåbning i ydervæggen, hvor der nu er anbragt et glasmaleri.

Våbenhuset

Våbenhuset er fra 1879. I våbenhuset står to runesten. Den ældste, som er fra ca 1050, står til venstre for indgangen. Den har et kors indristet, hvor under en slangekrop bugter sig i tre slyngninger. På slangens krop er følgende indskrift:

Kaabe-Sven rejste denne sten efter Bose sin søn, den brave mand, som blev dræbt i kampen ved Udlænge. Gud Herren hjælpe hans ånd og Sankt Michael.

Udlænge ligger ved Kalmarsunds sydlige udløb, og slaget fandt sted i 1048 mellem Magnus den Gode og Svend Estridssøn.

Den anden runesten har af Martin A. Hansen fået prædikatet “Bornholms smukkeste, kristne runesten”. Den bærer indskriften:

Sasser lod rejse sten efter sin fader Halvard; han druknede ude på havet med hele sit mandskab. Den hellige Krist hjælpe hans sjæl. Denne sten skal stå efter.

Stenen viser det kristne kors, hvor omkring slangen buger sig. Det er muligvis Midgårdsormen, som i følge traditionen opåd de druknede søfolk. Stenen er et vidnesbyrd om overgangen mellem hedenskab og kristendom.

Sydportalen, som ses i våbenhuset, er sat af store, frit tilhuggede blokke af silurkalk. De smalle karmfremspring og konsoller er repareret med cement i 1879.

Kirkeskibet

I den rundbuede inderportal ses to sæt huller til stængebomme. Kirkeskibet er dækket af et ringhvælv som de øvrige tre, bornholmske rundkirker. På hvælvingens underside ses tydelige aftryk af de under opførelsen benyttede buestillingsbrædder. Den svære midterpille, som bærer hvælvet, er hugget af silurkalksten fra Limensgade ved Åkirkeby.

Pulpituret og prædikestolen er fra 1882. Stolestaderne og prædikestolen er under den sidste restaurering i 1971-73 blevet påmalet nye farver udvalgt af maleren Poul Høm og smukt afstemt  efter kalkmaleriernes farver.

Lysekronerne i skibet er afstøbninger fra 1929. De er støbt efter en original fra det 16. århundrede, som oprindelig hang i Hammershus’ slotskapel, og som nu hænger i Ruts kirke.

I det lille vindue i ydermuren, som kan ses gennem gluggen bag prædikestolen, er i 1972 anbragt et glasmaleri, skænket af Poul Høm. Det viser et timeglas og bærer indskriften Ultima latet – det sidste er skjult. En indskrift som også findes på flere gamle bornholmerure.

Kalkmalerierne

Som led i hovedistandsættelsen i 1882 blev hvidtekalken banket af hvælvinger og vægge. Der fremkom herved spor af kalkmalerier, hvoraf det kun har været muligt at bevare frisen rundt om midterpillen.
Billedfrisen, som er senromansk fra 1275-1300 viser skalbelses- og syndefalds-beretningen i 7 optrin, hvoraf det sidste er gået tabt. Billedefrisen afgrænses af to forskellige ornamentborter. Billederne er malet på blå bund efter romansk forbillede.

De enkelte optrin er følgende:

1. Adams skabelse. Gud Herren indblæser Adam livets ånde, som er anskueliggjort ved tre tynde streger.
2. Eva gror ud af den sovende Adams side. Til venstre Gud Herren, der velsigner, til højre en ligelkedes velsignende engel.
3. Menneskeparret advares mod at spise af frugterne fra livets træ.
4. Syndefaldet. Fristeren med et lokket og skægløst ynglingehoved.
5. Herren udspørger de to syndere.
6. Uddrivelsen af Paradis.
7. Intet er her tilbage af det oprindelige optrin, som sikkert har vist den første familie arbejden i deres ansigts sved.

Øvrige kalkmalerier:

a. Et middelalderligt viekor ved opgangen til prædikestolen. 
b. En indskift på kirkens vestvæg, som fortæller om en istandsættelse af vestvæggen i 1662. 
c. En barok-engel, sandsynligvis stammende fra en større mindeindskrift på korets sydside.

Ved istandsættelsen af kirken i 1882 fandt man også rester af kalkmalerier på skibets sydøstmur. De har muligvis vist scener fra Sct Nicolaos af Myra s liv, den helgen til hvem kirken oprindeligt er indviet. Nylars har nemlig intet at gøre med helgenen Laurentius, til hvem bl.a. Østerlars kirke er indviet, men derimod den bemeldte Nicolaos, hvis navn på dansk blev til Nilaus og Niels, eller som her Nylars. Nicolaos var bl.a. de søfarendes helgen – et vidnesbyrd om sognets tilknytning til havet.

På skibets østvægge og i apsis-vinduet kan endnu ses de skålformede fordybninger efter helgenernes glorier fra nu forsvundne kalmalerier. 

Kor og apsis

Denne del af kirken har ikke som i Østerlars været anvendt til forsvarsformål. I apsishvælvingen lægger man mærke til fem huller ordnet i et ligearmet kors. Bag disse skjuler sig ca. 20 cm dybe lerkrukker, såkaldte lydpotter, som man mente ville forbedre de akustiske forhold.

Kirkens døbefont er et senromansk, gotlandsk kalkstensarbejde af den såkaldte keglestubtype. Dåbsfader viser en mandsprofil og en halvt udpudset indskrift Marcus Tullius Cicero. Fadets oprindelige formål har sikkert være at frembære tvætteduge ved rigmændenes fester. Det er et sydtysk arbejde fra ca 1575.

Krucifixet er et korbuekrucifix fra ca 1600. De to alterstager er sengotiske. De hviler på tre fødder af form som siddende løver. Den udskårne engel med det flagrende lændeklæde i korhvælvingen er fra ca 1750.

I apsisvinduet er indsat et meget smukt glasmaleri af kunstneren Poul Høm, der skænkede det til kirken ved dens færdigrestaurering i 1973. Det er et opstandelses-motiv. Man øjner ligesom et korn forneden og ud fra dette skyder en plante, måske et kimblad, endnu bøjet ind i sig selv.

Alterbordsfortæppet – antependiet – er tegnet og vævet af Anne-Lise Kofoed-Hansen i 1990 og bærer titlen “Livets vand”. Kunstneren har ladet sig inspirere af, at kirken er indviet til de søfarendes skytshelgen, Sct. Nicolaos. Anne-Lise Kofoed Hansen leverede de kommende år nye messehagler til kirken i farverne fra antependiet.

Den nyeste anskaffelse i kirken er en messingdåbskande fra 2006. Den er nylavet efter en tegning af Kåre Klint og Mogens Koch fra 1950’erne.

Mellemstokværket

Gennem en smal gang i selve ydermuren kommer man op til anden etage. Et stykke oppe har opgangen kunnet spærres med en svær dør, man kan stadig i indervæggen se et 108 cm dybt hul til en stængebom. Hvor opgangen udmunder i mellemstok-værket, er der et indhak i venstre side, som tillader forsvareren at bruge sit sværd før angriberen.

Når man går ind på mellemstokværket, er der til venstre en forholdsvis dyb skakt, som forneden er lukket med mursten. Man har diskuteret formålet med denne skakt og blandt andet ment, at man derfra kunne vælte sten ned over en indtrængende fjende. En anden og mere fredelig forklaring er, at man ad den vej kunne hejse varer og forråd op, bl.a. tiendegodset, som kun vanskeligt kunne transporteres ad den smalle trappe.

Over den tidligere kvindedør i kirkens nordside er der bevaret en muråbning, hvorfra man kunne bestryge angribere, der prøvede at komme ind ad denne vej. Der er bevaret tre smalle lyssprækker som dog alle er blændede. Dette stokværk har sandsynligvis i ufredstider været tilholdssted for kvinder og børn.

Tredje stokværk

Ad en anden smal gang føres vi op til denne etage. Den 130 cm brede skyttegang er brolagt med kalkstensflager. Mod syd og sydvest er muren blevet ombygget i 1692, men ellers er resterne af de oprindelige forsvarsværker tydelige. Oprindeligt har der ikke været tinder på brystmuren, men de er tidligt blevet bygget på. Åbningerne er først blevet lukket,  samtidigt med at det store kegletag blev bygget. Ved foden af muren er bevaret 7 spygatter, hvorfra regnvandet har kunnet løbe ned ad kirkens sider.
Det rum, der skjuler sig bag skyttegangens indermur, har været opholdssted for de mænd, der deltog i forsvaret af kirken.

Oven på indermuren løber en meget gammel, egetræsfodrem, der er ældre end den øvrige tagkonstruktion. Selve taget er på ydersiden beklædt med egespån, forarbejdet af træ fra de born-holmske statsskove.

Når talen er om tagkonstruktionen må også nævnes det ejendommelige mandshoved over apsistaget. Her er taget rejst omkring et lodretstående stykke tømmer, “kongen”, hvis yderste spids er formet til et groft hoved med blyhat.

Klokketårnet

Den underste del af klokketårnet har som nævnt sandsynligvis fungeret som porttårn i det oprindelige fæstningsanlæg. Det er stærkt ombygget.

Undertårnet har oprindeligt været anvendt til gennemgang. De sidste rester af vestdøren står som blænding i vestvæggen.

I tårnets anden etage ses en niche i østvæggen, muligvis en tilmuret dør, som har ført ud til en fritstående trappe, omtrent som i Østerlars kirkes klokketårn.

Selve klokkehuset er lavet af nyere egebindingsværk.

Kirken har to klokker. Den mindste stammer fra 1702, har Frederiks den IV’s navnetræk og bærer følgende indskrift:

Når klokken klinger højt, I tør ej blive bange,
men tænker tiden er, til Herrens hus at gange;thi Herren kommer snart      med sin basunes lyd,og vækker os af støv, til evig himmelfryd.

Den store klokke er støbt på Bornholms Maskinfabrik i 1882. Men den er en afstøbning af en ældre klokke fra 1797, som sikkert igen er en afstøbning af en klokke, hvis malm går tilbage til 1580 og som havde følgende indskrift:

Mathias Benningk me fecit.
Laudate Deum in Cimbalis
bene Sonantibus. 1580.
Mathias Benningk støbte mig.
Pris Gud med smukt lydende klokker under jubel.

Som et kuriosum kan nævnes de sortmalede lyseskjolde af blik, der nu er ophængt i våbenhuset. Mindeplader af denne type blev tidligere omvundet med flor og anbragt på kirkens alter foran lysestagerne i en periode efter en anset mands død. At der findes 2 par lyseskjolde , der nævner henholdsvis Frederik VII og Frederik VIII, skyldes, at Nylars kirke derved har villet markere sin andel i den almindelige landesorg.

Renoveringen i 1971-1972

(fortalt af tømrer Bjørn Hansen)

I midten af 60’erne begyndte renoveringen med et blytag på apsis og kor. I 1969 kom der nyt tag på våbenhuset, og i 1970 startede renoveringen af selve kirkens tag. Alt indvendigt inventar blev taget ud og sat i depot i den gamle stald, for det hele skulle monteres igen. Der blev lagt nyt indertag på trykimprægneret lærketræ og lagt cirka 30.000 spær af egetræ. Indvendigt blev der lagt nye gulve som var ludbehandlet. Under det gamle gulv blev der fundet mønter og sedler fra dengang, gulvet var lagt. Disse sedler blev overdraget til den daværende sognepræst, men hvor de er i dag står hen i det uvisse. Inden det nye gulv blev lagt, placerede håndværkerne deres egne sedler og mønter så man kan se, hvem der har lavet reparationen. I 1972 var renoveringen fuldendt, og kirkebænke mm. kom atter på plasd i kirken. Kirken blev genåbnet ved gudstjenesten 7. maj 1972 kl. 9.30.

Det er muligt at se enkelte billeder af renoveringen i “Bornholm 1971 i billeder”.