Udgivet den

Hilsen fra sognepræst Cæcilie Jessen

Hilsen fra sognepræsten

Nu er erantis dukket op overalt – og sognepræst Cæcilie Jessen er tilbage i embede med første gudstjeneste på søndag den 12. februar kl. 9 i Nylars og kl. 10.30 i Vestermarie med Sanglærkerne.

Læs her præstehilsenen fra det sidste nye kirkeblad, som kan findes i kirkerne, Brugsen og Samlingshuset:

Hvad sker der på et år?

Et år er både ikke særlig lang tid og temmelig lang tid. Om lidt vender jeg tilbage i præsteembedet for Vestermarie og Nylars efter et års barsel – og Frank Kærgaard har takket af for nu efter i et år at have været jeres præst her i sognene.

Der er mange ting, der kan forandre sig på et år. Jeg kan for eksempel fortælle om, hvor meget et lille barn vokser på et år. Og mens jeg har fordybet mig i familielivet, har jeg lidt på afstand kunnet se tingene forandre sig: I Nylars tog vi afsked med graver Jørn og bød velkommen til Jack. Nogle mennesker i sognene er flyttet (og andre kommet til, hvem mon?). Der vil være nogle, der mangler på kirkebænkene eller rundt i husene, fordi de er døde i det år, jeg har været væk. Dem vil vi savne.

Når man forsøger at opsummere et års forandringer, kommer det nemt til at handle om det, der er afsluttet, og dem, der er væk. Mennesker, der fyldte med hele deres liv og gjorde indtryk. Men det, jeg ikke ved særlig meget om, er, hvem der er kommet til – helt ned i de allermindste: Hvem er blevet født i sognene her? Hvem har vi endnu til gode at se gøre en forskel hos os blot ved at være nyt liv?

Jeg glæder mig til at vende tilbage som jeres præst og få blik for alt det nye – nyt liv og nyt håb. Og så holde fast i alt det, der ikke forandrer sig, selv om vi mennesker bevæger os frem og tilbage her mellem fødsel og død.

For kirkerne står der jo, og klokkerne ringer hver søndag, og der bliver fortalt noget, som står fast, selv om mennesker farter rundt. Jeg tror, vi har brug for at kunne læne os ind i Guds trofaste kærlighed, måske endnu mere nu end for et år siden, lidt tyndslidte, som vi alle er af krig og krise.

I Salmernes Bog er der nogle ord, der kommer som et omkvæd igen og igen, som er gode at have med, når livet virker overvældende foranderligt:

Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid!

(Salme 136 kan læses i sin helhed her)

På gensyn i kirken,
sognepræst Cæcilie Jessen

Udgivet den

Afsked med Frank Kærgaard 15/1

Afsked med Frank Kærgaard 15/1

Søndag den 15. januar har Frank Kærgaard sine sidste gudstjenester som barselsvikar.

Det er klokken 9.00 i Nylars Kirke og kl. 10.30 i Vestermarie.

Efter gudstjenesterne, cirka 11.30, er menighedsrådene vært ved et traktement i sognegården, hvor alle er velkomne til at komme og sige tak for nu til Frank.

—-

Sognepræst Cæcilie Jessen vender tilbage fra sin barsel 6. februar med første gudstjeneste søndag d. 12. februar kl. 9.00 i Nylars og kl. 10.30 i Vestermarie.

Se gudstjenestelisten på sogn.dk for mere info om gudstjenestetider og prædikanter

Udgivet den

Velkommen til præstens barselsvikar!

Velkommen til præstens barselsvikar

Når sognepræst Cæcilie Jessen går på barsel fra den 18. januar, vil hun blive afløst af Frank Kærgaard.

Cæcilies sidste gudstjeneste inden barsel er på søndag den 16. januar kl. 9.00 i Nylars Kirke, og der vil blive serveret udendørs kirkekaffe inden gudstjenesten kl. 8.30.

Frank Kærgaard vil virke som kirkebogsførende sognepræst for både Vestermarie og Nylars. Han vil kunne nås på tlf. 56 99 90 03 og mail frk@km.dk fra den 18. januar.

Frank Kærgaard

Frank, der tidligere har været præst i Sdr. Stenderup og ved Brændkjærkirken i Kolding – og tillige provst i Kolding Provsti fra 1993-2012 – skriver om sig selv:

”Da pensionstiden nærmede sig, spurgte min kone mig, hvad jeg så skulle. Læse Peter Plys for børnebørnene – det var det første, der faldt mig ind. Og da nogle af dem netop var flyttet til Aarsdale, så blev det også her, Kirsten og jeg slog os ned. Vores datter og børnebørnene – to piger og en dreng – bor nu i Nexø, men det er jo stadig tæt på, og så har vi desuden to drenge i Værløse, hvor vores søn og svigerdatter bor.

Men det er nu blevet til meget andet end at læse op for børnebørnene i de år, der er gået.

Jeg har undervist på Læreruddannelsen i Rønne, været præstevikar i Vesterålen i Nordnorge og i flere perioder konstitueret sognepræst her på øen, bl.a. i Ibsker-Svaneke-Bodilsker og på Christiansø og faktisk også et par måneder i Nylars-Vestermarie. Så jeg er hjemmevant i jeres kirker og glæder mig til at være præst her i den kommende tid.”

Udgivet den

Tilmelding til juleaftens gudstjenester

Der vil være tilmelding til gudstjenesterne juleaften kl. 16 og kl. 23.30, så der kan sikres plads til alle – og man kan selvfølgelig også blot møde op og håbe, at der er en plads eller to tilovers.

Til gudstjenesterne kl. 16 og kl. 23.30 i Nylars Kirke kan tilmelding ske til graver Jørn Pedersen på tlf. 61 19 86 66.

Der er plads til 50 mennesker i Nylars Kirke, og der tjekkes derfor ikke coronapas.

Er man forhindret i at komme juleaften, fortsætter julefejringen heldigvis dagene efter, normalvis med god plads i kirken – fx juledag den 25. december kl. 10.30. Ja, sådan set fortsætter julegudstjenesterne helt til helligtrekonger! Gudstjenestetiderne kan findes på www.sogn.dk/nylarsker og her på siden.

Følg også gerne med på kirkens facebook-side for løbende information: https://www.facebook.com/vestermarienylarsker

Udgivet den

Nye coronaforholdsregler pr. 19/12-21

Nye corona-forholdsregler i Nylars Kirke

Fra 19. december 2021 er følgende forholdsregler gældende:

  • Der skal bæres mundbind i kirken (må tages af, når man sidder ned)
  • Der kan være maks 50 personer i kirken.
  • Da der ikke kan være mere end 100 personer i kirken, tjekkes der ikke coronapas.
Udgivet den

Refleksion til fjerde søndag i advent

Refleksion til fjerde søndag i advent

Hvis du var forhindret i at komme til gudstjeneste i Nylars Kirke i dag, kan du her læse et uddrag af søndagens prædiken ved sognepræst Cæcilie Jessen. Den kan også hentes som et ark til print her.

Søndagens evangelielæsninger kan findes på Bibelselskabets hjemmeside her.

Da jeg satte mig ned for at skrive min prædiken i går morges, var det den smukkeste morgen. Det hele var tonet dybt i blåt udenfor, og tågen havde lagt sig tæt om det hele. Selv om klokken var næsten otte, var det nærmest stadig mørkt, fordi lyset ikke kunne bryde igennem nogen steder.

Og så blev tågen og den blå morgen brudt. Ikke af lys, men af lyd. Kirkeklokkerne gav sig til at ringe en usynlig sol op – jeg kunne ikke se nogen mennesker, der var der til at høre det, det ringede bare ud i stilheden – en bimlen og så til sidst de tre gange tre bedeslag, der får dagen til at begynde i faderens og sønnens og helligåndens navn.

Jeg begyndte også at kunne høre lyde inde i huset. Men tågen udenfor lod sig ikke rigtigt løfte. Og det blev ved dét dagen igennem: En tyk tåge over verden. Men med ekkoet af klokkerne midt i det, som ringede for en sol, vi endnu ikke kan se. Sådan er den sidste adventssøndag, og det må gøre os fortrøstningsfulde: Det er mørkt og tæt, men der er noget, der ringer et sted.

På sin vis markerer 4. søndag i advent en grænse for os mennesker. Det er så langt, vi kan nå mod Gud. Vi kan vente, og vi kan forberede os, og vi kan lægge planer – ja, vi kan sågar række ud. Vi kan vente stille eller stille op med velkomstfanfarer, sang og musik og lovsang, for at byde Gud velkommen til verden, når han kommer.

Men det sidste skridt kan vi ikke tage. Julens skridt er ikke vores, så at sige. Advent er menneskers tid – julen er Guds tid.

For det er jo det, vi venter og håber på: At Gud og mennesker kan mødes under betlehemsstjernen. At vi kommer frem – det er alle julekalendres grunddramaturgi: Kampen for at nå frem eller hjem. Men der ligger troens hemmelighed: At vi ikke kan nå frem, ikke alene eller ved egen kraft. Det er Gud, der må komme os i møde – den sidste bevægelse er Guds – hånden, der rækker gennem himmelforhænget mod os.

Johannes Døberen bruger i dagens evangelielæsning et billede, vi kan prøve at lægge os på sinde: At Jesus er brudgommen. Og bruden, det er os – kirken, mennesker, alle, der kaldes til Gud. Vi må læne os tilbage i en lidt altmodisch opfattelse af bryllup og ægteskab for helt at kunne forstå, hvad det vil sige: Hvis kirken er en brud – hvis vi er som en brud – så betyder det, at vi passivt må tage imod. At brudgommen kommer til os – at han er den aktive.

Det kræver lidt af os: At vi, både mænd og kvinder, må forstå os selv gammeldags feminint – som dem, der fra nu af kun kan vente og tage imod. Men dét billede betyder også, at Kristus netop kommer for at forenes med mennesker i kærlighed – at han kommer og giver hele sin kærlighed og hele sin trofasthed: Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Men her fra den fjerde søndag i advent er der kun håb tilbage. Vi må vente og håbe og bede til, at Gud tager det sidste skridt hen imod os, for nu kan vi ikke komme længere.

Det er som om, der er en tåge, der ligger over os. Men der er en klokke, der ringer et sted og fortæller os, at noget nyt er ved at ske – at der er en sol, der er på vej til at stå op, midt i den mørkeste vinternat. Der har vi vores håb.

Lov og tak og evig ære være dig vor gud fader søn og helligånd du som var er og bliver en sand treenig gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed, amen.