På søndag den 13. september er der høstgudstjeneste ved Nylars Kirke, hvor vi fejrer og takker for årets høst. I forlængelse af høstgudstjenesten er der koncert med bornholmerduoen Lyra, der har et moderne take på højskolesange og folkemelodier.
For at få plads til flest mulig kirke- og koncertgængere, er både gudstjeneste og koncert udendørs. Det kommer til at foregå mellem kirkebygningen og klokketårnet.
Gudstjenesten er klokken 14, hvorefter der er kaffe og hjemmebag. Koncerten er cirka klokken 15.
Bemærk: Gudstjenesten for hørehæmmede, som er annonceret til 6. september kl. 10.30 i Vestermarie Kirke, må desværre aflyses på grund af corona. Der vil dog stadig være højmesse i Vestermarie Kirke kl. 10.30.
Modtager du ikke kirkebladet i postkassen, selv om du bor i Vestermarie eller Nylars Sogne, må du meget gerne kontakte sognepræst Cæcilie Jessen på lcj@km.dk eller 56 99 90 03.
På grund af blæsevejret flyttes friluftsgudstjenesten i Arnager i aften fra havnen til det grønne område ved Slugten, hvor der forhåbentlig er lidt mere læ.
Adgang ad trappe for enden af Slugten.
Området er markeret på kortet her (link til kort). Man parkerer på Slugten (eller et andet sted i Arnager), går ned for enden af Slugten og følger så trappen nedad til det grønne område.
Adgang for gangbesværede ad Redningsvejen eller Fosforitvej.
For gangbesværede er der mulighed for at køre ind enten ad Fosforitvej eller Redningsvejen. Da kan der parkeres rimeligt tæt på gudstjenestestedet, og der er ingen trapper at gå ned ad.
I anledning af menighedsrådsvalget har kirketjener og graver i Nylars, Jørn Pedersen, skrevet følgende refleksion:
Midtersøjlen i Nylars Kirke. (Billede: Wikimedia Commons.)
Det slår mig, hver gang jeg som kirketjener gør rent i kirken eller gør klar i kirken til handling, eller når jeg søndag efter søndag sætter mig på kirkebænken: Denne kirke har stolt stået i mange hundrede år og er blevet gjort til en værdifuld kirke af de mange forskellige menigheder, præster og øvrige kirkepersonale, der har haft sin gang i kirken i alle disse år. Mennesker, der hver på deres måde har nydt, men også kæmpet for denne lokale kirke, som har givet dem så meget i mange forskellige sammenhænge. Derfor er det ædelt at kæmpe for sin aktive lokale kirke og dens videreførsel og måske endda overlevelse.
Her i kirken er generationer kommet i hundredevis af år, ved alle livets største begivenheder. Dåb, konfirmation, velsignelser, bryllup, bisættelser, begravelser, ved forskellige af årets højtider og ved almindelige gudstjenester i løbet af året. Mange har også i alle disse år brugt kirken uden for kirketid til personlig refleksion og fordybelse. Det er som et fast ståsted og et fast holdepunkt i livets gang, der alligevel bevæger sig og går igennem hundredevis af år og helt frem til i dag, som en rød tråd gennem så mange generationer og familier.
Lige her, hvor jeg sidder på kirkebænken, har der siddet i tusindvis af mennesker før mig og forhåbentlig i tusindvis vil sidde der efter mig. Der er tusindvis, der før mig har lyttet til præstens prædiken og fundet mening med den og fået tanker og ro, som de har taget med sig hjem. Der er tusindvis af mennesker, der før mig, med dyb respekt, har rørt ved den store søjle, der majestætisk, fysisk holder hele kirken oppe.
Men den søjle står ikke af sig selv. Den står der, fordi den i alle årene er blevet vedligeholdt og støttet af mennesker, der holder af kirken. Den søjle, som vi som menighed er for sognets kirke, skal også vedligeholdes og keres for. Også i fremtiden. Og det skal den, fordi den bærer alle de værdier, vi indeholder, og de værdier bærer heller ikke sig selv uden hjælp. Det kræver aktivt arbejde, engagement og hjælp at vedligeholde og forsat udvikle de værdier i takt med tiden.
Det opleves som en ære at være en del af denne lange kæde eller røde tråd af mennesker, der har holdt kirken og de menneskelige værdier oppe i alle disse år. At være en lille del af denne kæde er en stor ting – en vigtig ting, der sætter sine spor ind i de næste mange generationers liv i både store og små livsbegivenheder. Det er virkelig som at være en del af livets søjle for kirken.
I praktisk forstand kan vedligeholdelsen og udviklingen af denne livets søjle kun sikres ved at tage aktivt del i menighedsråd og i alt det arbejde, der foregår der. For hvis ikke dette arbejde bliver gjort, svigter vi alt det, som tidligere generationers aktive menigheder har arbejdet så hårdt for at bevare, sikre og udvikle for os.
Tænk, hvis kirkebænken eller kirkesøjlen kunne tale og fortælle dens oplevelser og om de oplevelser, de har givet. Og tænk, hvis den kirkebænk eller kirkesøjle ikke i fremtiden kan fortælle om dens oplevelser eller om de oplevelser, de giver. Eller hvis den i fremtiden fortæller, at vi var dem, der ikke videreførte hundredevis af års hårdt arbejde?
– Jørn Pedersen, kirketjener og graver ved Nylars Kirke
Der er kommet nyt kirkeblad for juni og juli – og denne gang håber vi, at de annoncerede gudstjenester og et enkelt arrangement kan holdes som planlagt. Se kirkebladet ved at klikke her her.
Hvis du ikke kom til gudstjeneste i søndags, hvor det var trinitatis søndag, er her et klip fra prædikenen.
Velkommen næste søndag den 14. juni klokken 9 i Nylars Kirke og kl. 10.30 i Vestermarie.
At gøre noget i nogens navn er at gøre noget under deres myndighed – en måde at låne på, hvad man ikke selv har: Autoritet, kreditværdighed, magt. Eller som politibetjente, der råber: Stop i lovens navn! Hvorved det underforstås: Jeg beder dig ikke stoppe som mig selv, men jeg befaler dig at gøre det på vegne af loven, det meget abstrakte og upersonlige begreb.
Og det er dét, der gør sig gældende, når vi som et kirkeligt fællesskab – en kirke – døber i den treenige Guds navn. Vi siger: Det her gør vi ikke som os selv, men i et andet navn – vi døber i dén Guds navn, som ønsker at tage mennesker til sig som sine børn og give dem et nyt liv derved. Vi kommer med vandet og ordene og den fælles bøn, men handlingen i dåben er Guds, for det er i hans navn, den finder sted – på Guds autoritet, på Guds magt, ja, på Guds kreditværdighed.
Og så dette med den tre-enige Gud. Det er netop i dag trinitatis søndag og som sådan den dag, hvor vi fejrer og mindes og undrer os over, at Gud er tre-i-en. Det er her, ved Kristus-fortællingens fuldløb, at det står klart frem: At den Gud, der skabte verden, var den, der blev menneske i Jesus Kristus og døde og opstod, og var den Gud, der sendte sin Ånd for at være et blivende vidne og en trøster og en opliver for kirken i historien. Fader, Søn og Helligånd – dog ikke tre, men én Gud, som det hedder i en af de første kristne bekendelser.
Får vi først øjne for treenigheden som et kristent vidnesbyrd om den Gud, der kommer til os, dukker den op alle vegne. Jeg plejer at fortælle konfirmanderne, at når de har med kristen kunst at gøre – billeder eller tekstiler eller salmer eller hvad det nu kunne være – så skal de holde sig én ting for øje: At det ofte i kristendommen handler om, at noget er ét eller at noget er tre. Og at det sådan set er to sider af samme sag – det ene fortæller, at der kun er én Gud. De tre viser os, at den ene Gud kommer os i møde i tre personer – ikke adskilt, ikke én ad gangen, men som et hele: Fader, Søn og Helligånd, én treenig Gud.”
Kom du ikke til gudstjeneste i går? Her er lidt af prædikenen fra Kristi himmelfart. På søndag er der gudstjeneste igen, kl. 9 i Vestermarie og kl. 10.30 i Nylars – og særligt i Vestermarie er der masser af plads!
Ascension 1918 Eric Gill 1882-1940 Transferred from the Library 1979 http://www.tate.org.uk/art/work/P08070
“For et par måneder siden – alt er efterhånden et par måneder siden – havde jeg inviteret Hardy Lund-Olesen, den tidligere præst i Aakirkeby, til at fortælle konfirmanderne om, da han var feltpræst. Og han sagde noget, der dér i februar hurtigt blev mere aktuelt, end jeg havde troet, da jeg først bed mærke i det: Han sagde, at det at være feltpræst i høj grad handler om at holde sig klar – holde sig fysisk og åndeligt i form, være udhvilet og klar – fordi på et eller andet tidspunkt kommer der en vigtig opgave, der ikke kan vente – og så er det om at være klar. Det kunne bredes ud til os alle, som en kristen dyd: At holde sig klar og være beredt til, når det uventede sker. Til når livet, alleroftest i skikkelse af andre mennesker, kalder på os.
Det er dén situation, Jesus også satte sine disciple i efter sin opstandelse: Gå ind i Jerusalem og bliv dér og VENT. Jeg har ikke lagt meget mærke til det før – at Jesus beder dem blive dér og bare vente – men nu er det så underligt bekendt: Gå ind i jeres hus og vent.
Der er et dybt kristent perspektiv i det: Vi kan se hele kristenlivet som en art ventetjeneste, hvor vi er nødt til at skabe huller og give plads, for at det uventede kan komme til os. Tålmodigheden som en kristen dyd på linje med næstekærligheden – at vi også vover at vente – nogle gange vente på andre menneskers bevægelse – at vi er tålmodige med dem. Og nogle gange må vi sætte os, om så bare mentalt, og vente på, at nogen eller noget kalder på os. De første kristne, som Jesus fik til at sætte sig og vente, må have fordrevet tiden med bøn og sang, og det er måske også et godt bud på, hvad vores ventetid nogle gange kan fyldes tålmodigt af – bed lidt, syng lidt, så du er klar – så vi er klar – når krisen kommer. For den kommer – den kom – det ved vi nu.
Og ofte er vi, uden at tænke over det, i vores daglige liv i gang med opbygge et kriseberedskab: Når vi udtrykker kærlighed til vores nærmeste i ord eller handling, giver vi dem og os selv madpakker af kærlighed med til at klare kriser. Når vi beder en søvnig aftenbøn eller lirer Fadervor af, øver vi os til den dag, hvor bønnen virkeligt trænger sig på, og vi ikke har overskud til at skulle genopfinde den helt fra bunden af.
Vi samler minder, der bliver til en rustning, og vi fortæller vores børn bibelhistorier, så de måske – måske! – en dag langt væk i et fremmed land vil kunne huske, at også de hører til Guds fåreflok, selv om de er nok så meget faret vild. Vi ser – og det ser man nok særligt, når man har den velsignelse at følge et lille barn hver dag – vi ser, at så meget af vores hverdagsliv er øvelse. Opøvelse af liv og færdigheder – så vi er klar. Klar til at stå imod. Klar til at tage imod.”
