Kategori: Ikke-kategoriseret

I DAG ER DET PÅSKELØRDAG. En ganske stille dag, en ventedag, hvor vi hænger udspændt mellem to mysterier: korsets mysterium og opstandelsens mysterium.

Der er en tradition fra gammel tid, der fortæller, at på denne stille dag udspillede det største drama sig – men uden at mennesker så det eller overhovedet var med i det. For mellem langfredag og påskemorgen, sådan siges det, rejste Jesus til dødsriget og vandt over døden – fordi han var den eneste, som døden ikke kunne holde på, fordi han er både Gud og menneske – og han slog portene op indefra og satte alle dem fri, der var fanget i dødens greb.

Dét er påskelørdags fortælling – som vi måske skulle vente til i morgen med at fortælle, for endnu ved vi intet. Men alligevel: Det utrolige er jo, at det sker, mens vi venter. Mens vi hviler, mens vi intet foretager os, mens vi handler ind til en enlig påskefrokost og holder god afstand i køen – der nedfarer Kristus til dødsriget og sætter alle fangne fri – og i morgen står han op som sejrherre, der kan fortælle os, at også vi er fri fra at være fanger af døden. Og vi har slet ikke løftet en finger for det – det er nåde: Kristus, der handler, mennesker, der bare må tage imod.

Men indtil videre er der ganske stille. Vi hører højst en rumlen fra undergrunden, fra kampen, der nedkæmpes dernede. Og vi må vente – vente på godt nyt på fra slagmarken, på evangeliet om Kristi sejr.

Der venter bag langfredags nat
en påske-morgenrøde.
Men seglet er for graven sat,
og kold er nu den døde.

En påskelørdag, ond og grå,
med sine træge timer
til enden gennemlides må,
før påskeklokken kimer.

En sabbat, ja, en hviledag,
den kaldes må med rette.
Dog har den ej sin ro og mag
til glæde for den trætte.

Dens hvile er en dødsens ro,
hvor ej er mer at gøre,
med udslukt håb og visnet tro
og ingen trøst at høre. –

Og dog. Så sejt og sent den led,
så tung af vé og klage,
den dag mit hjerte hænger ved
blandt alle helligdage.

Her kender jeg jo mine kår,
hvori jeg mig må skikke,
mens jeg min vej til graven går,
og når jeg dér skal ligge.

Der er for graven sat en sten,
som ej sig lader røre;
og indenfor er tørre ben.
Hvad er da mer at gøre?

Der er for stenen sat et segl,
som holder mig i mulde,
og ikke blot af fald og fejl,
men af mit hjertes kulde.

Så er det da en nådes-sag,
hvad der af mig skal blive,
om Herren gør en påskedag
og kalder dødt til live.

(nummer 216 i salmebogen, skrevet K.L. Aastrup i 1937-39)

Refleksion skrevet af sognepræst Cæcilie Jessen

I DAG ER DET LANGFREDAG. Det er korsfæstelsen. Det er Jesus, der bevæger sig dybt ned i menneskers smerte – i din og i min. Det er medvandringens endemål: At han følger os helt ind i døden. Og ikke bare os, der har vores på det rene – men også forbryderne, forræderne og de lovløse. Også dem går han med.

Der er en tradition i kunsten, hvor Kristus på korset afbildes som syg. På Isenheim-altertavlen er han helt grøn i huden, fyldt af bylder, og huden skaller af. Det er som, der står i Esajas’ Bog 53: ”Han var fuld af smerte og ramt af sygdom, så vi kiggede væk”.

Isenheim-altertavlen blev på et tidspunkt flyttet fra den kirke, det var lavet til, til et klosterhospital i Colmar, hvor munke og nonner plejede de syge. Og der må det have vakt evangelisk overraskelse hos de syge – at se, at ikke bare de var plaget af sygdom, men at Herren selv bar sygdom på sig – for at gå ind i smerten med os.

Hvordan ville en Isenheim-altertavle se ud i dag? En Kristus med iltmaske – i respirator – og disciplene og kvinderne omkring ham, på jorden ved foden af korset, med mundværn og visir. Eller en Kristus lukket inde i angsten, isoleret og fuld af frygt for fremtiden. Eller en Kristus med demens, ude af stand til at forstå, hvorfor omsorgen pludselig blev så fjern og besøgene fra familien sluttede.

Langfredag er en smertefuld dag – men samtidig er det her, at første tone af vores trøst findes: At vi ikke er alene med smerten i verden.

Gud, du forunderlige Gud!
Fra en verden,
hvor ondskaben viser sit hæslige ansigt hver eneste dag,
hvor mennesker påfører andre ondt
og finder en sær glæde i
at ydmyge de afmægtige,
råber vi til dig, som kender vort mørke:
Far i Himlen, forlad os ikke!
Forbarm dig over os alle, ofre som bødler,
voldsmænd som syndebukke!
Stands os, når vi slår!
Hjælp os, når vi lider!

Når du tier, er det, som om du intet gør.
Når du tøver, er det, som om du har forladt os.
Men når vi hører din søn råbe på korset:
”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
da aner vi, at du har svaret os i ham.
I hans afmagt er du hos os,
i hans kærlighed viser du os den eneste magt,
der kan bryde ondskaben.
Gud, du hjælpeløses Gud!
Du er vort håb, for din er magten og æren
fra evighed og til evighed.
Amen.

(Langfredagsrefleksion ved sognepræst Cæcilie Jessen, bøn af Holger Lissner)

I dag er det skærtorsdag. Det er den dag, hvor Jesus spiser det jødiske påskemåltid med sine disciple og vasker deres fødder, som om han var en tjener.

Og Jesus indstifter nadveren den aften, det vil sige: Han tager brødet og vinen og fortæller sine disciple, at fremover vil han være sammen med dem, hver gang de deler brød og vin – og ligesom brødet bliver brækket i mindre stykker for at blive til næring for mennesker, sådan skal hans krop brydes for at blive til liv for os. Og ligesom vinen flyder fra druen, der bliver mast, sådan flyder Jesu blod fra ham til liv og ånd for os.

Brød og vin er hverdagsstof. Jesus giver ikke et ritual eller religiøse forskrifter, han siger: HVER GANG, I spiser brødet – HVER GANG, I drikker vinen – da er jeg sammen med jer. Han kunne næsten lige så godt have sagt: Jeg er hos jer i jeres hverdag – I alt det, der ser dagligdags ud, alt det, der ikke ser ud af noget – der er jeg hos jer. Kristus er os nær i hverdagsstoffet.

På den måde bliver han måske også en Gud, der er svær at se – og det er sørens for os mennesker, der gerne vil have klare svar. Vi vil have guld og glimmer, en Gud, der kommer i pomp og pragt. Og derfor må vi undre os med disciplene (måske vi næsten ærgrer os), når han siger, han er hos os i hverdagens næring – eller når han lægger sig på knæ og vasker vores fødder.

Vi kalder tiden for tiden for en undtagelsestilstand, men i virkeligheden er det måske én uendelig hverdag: Uden fester, uden forretningsrejser, uden kurser, uden familiemiddage – bare små enheder forsamlet i hver sit hus eller lejlighed med den primære opgave at passe hverdagen. Få tøj på og mad og undervise og svare på mails og telefonere – alt på ét sted. Det kan larme, og det kan være ensformigt – men skærtorsdags ord til os er, at der er Kristus: I hverdagsstoffet.

Vor Herre Jesus Kristus,
brødet blev brudt,
og druen blev knust,
og det fællesskab, du havde med dine disciple,
syntes ophørt, da du døde på korset.
Men Guds kærlighed har ingen brudt.
Derfor kunne du bryde forbandelsen
og dødens magt over os.
Derfor kan du give os del i din opstandelses kraft
og forene os i brødet og vinen.
Lovet være du, Herre, for at du læger vore sår
og bygger din helligdom i vore hjerter.
I dig lever vi, forenet med hinanden
i dit evige nærvær.
Amen.

(Refleksion ved sognepræst Cæcilie Jessen, bøn af Holger Lissner)

Ved Nylars Kirke har graver Jørn Pedersen lagt sten frem, som man kan tage, bede en bøn med og lægge i et frit mønster. Måske vi ved genåbningen af kirkebygningen står med en hel skulptur af bønner og tanker.

I den anledning skriver menighedsrådsformand Birgitte Ekstrøm:

Påsken står for døren, med påskeæg, påskeliljer og coronavirus.

Der er tid til fordybelse i denne tid. Tid til at komme ud og gå en tur.

Måske tid til en tur på kirkegården og mindes gamle slægtninge og/eller naboer. Historier og gode minder, du kan give videre til dine børn.

Læg en sten ved det levende kunstværk, og nyd forårets komme.

Med ønsket om en god og fredfyldt påske til alle i Nylars Sogn.
Birgitte Ekstrøm, formand for Nylars menighedsråd

”Denne bygning er lukket – men kirken lever!”

Sådan kunne der stå på et skilt på døren til kirkebygningen. Kirken er måske endda særligt levende denne tid – fordi vi kommer i tanke om, hvad vi mangler, når vi ikke kan mødes, og vi finder på nye måder at samles om evangeliet på – og evangeliet finder ny vej blandt os.

Palmesøndag
Denne søndag træder vi ind i påskeugen – den stille uge.

Palmesøndags håb er, at vi ser Jesus bevæge sig ind i smerten med en konges værdighed. Jesus ved, hvad der venter, og alligevel bevæger han sig ind, helt i det åbne, ikke ind ad en eller anden bagdør, men ind mod smerten og døden – og han modtager folkets hyldest på vejen. Det er næsten morbidt – men det er vores trøst, at han gik den vej med os, hvor han viste, at vi mennesker ikke er alene med smerten.

– resten af palmesøndags prædiken kan læses i Bornholms Tidende lørdag den 4. april.

Salmeforslag til søndagen
Denne søndag kan man synge nr. 176 ”Se, hvor nu Jesus træder”, Thomas Kingos klassiske salme om Jesus’ vej mod korset:

Endog med Guddoms-øje
sit fængsel, kors og nød
forud han skuer nøje,
ja, ser sin visse død.

Dog vil han fri i sinde
mod sine fjender gå;
han ved, han skal dem binde
og evig sejer få!
Thomas Kingo, 1689

Jeg håber, at alle får, hvad de har behov for i denne tid – af nik på gåturen, af telefonsamtaler, af vareudbringning, af vink fra naboen. Det er en tid, hvor vi alle lider afsavn – men stor bliver glæden, når vi alle kan mødes igen!

Guds fred, sognepræst Cæcilie Jessen

Kirkebygningen er lukket for en tid – men kirken er ikke lukket, for kirken består af mennesker – dig og mig og alle de andre, der hører til i Guds kærlighed. Grundtvig skriver det sådan her, og det er endnu mere aktuelt nu end før:

Vi er Guds hus og kirke nu,
bygget af levende stene,
som under kors med ærlig hu
troen og dåben forene;
var vi på jord ej mer end to,
bygge dog ville han og bo
hos os i hele sin vælde.
(Den danske salmebog nr. 323)

Marias bebudelse
Denne søndag (29. marts) er det Marias Bebudelsesdag, hvor vi hører om Maria, der får besøg af englen Gabriel og får at vide, at hun skal føde Guds søn – det har været en overrumplende besked, men hendes svar er enkelt: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde”.

Og Marias Bebudelse er fuld af håb for os – det betyder, at der er ni måneder til jul, hvor vi hører om håbet, der bryder igennem vintermørket. Maria er et eksempel til efterfølgelse, fordi hun siger ja tak til at lade håbet spire og gro i sig, uden hun helt forstår konsekvenserne af det.

Sådan er det også nu i denne tid – vi håber i blinde, for hvem ved, hvad der følger efter? Bliver samfundet det samme? Bliver kirken den samme? Bliver jeg den samme?

Vi ved ikke så meget. Men vi ved, at håbet kan spire i os – håbet om, at vi en dag igen kan mødes og give hånd og høre kirkeklokkerne kaldes til fælles gudstjeneste med bøn og sang og ord.

Salmeforslag til søndagen
Denne søndag kan man synge ”Vi synger med Maria” (nr. 73 i salmebogen), en nyere salme, der netop har sin plads på Marias Bebudelsesdag:

Istem den store lovsang
om al Guds kærlighed!
Syng glædens sang om Jesus
i tid og evighed!
For helligt er hans navn,
ja, helligt er hans navn.

(Melodien kan findes på www.lyttildanskesalmer.dk)

En sidste opfordring i denne tid: Ring til en, der sidder alene – eller ring til en, hvis du selv sidder alene og har brug for at tale med én.

I hele krisetiden vil alle Danmarks kirker kalde til fælles bøn (hver for sig) hver dag klokken 17 – bøn for syge og ængstelige, for sundhedspersonale og for din nabo. Bed endelig med.

Indtil vi ses igen:
Guds fred og alt godt,
sognepræst Cæcilie Jessen

Der er mange muligheder for fjerngudstjenester i morgen på midfaste søndag, hvor vi skal høre om Jesus, der siger: ”Jeg er livets brød”:

På P1 er der radiogudstjeneste klokken 10.00 ved biskop Peter Skov-Jakobsen. Hvis man selv sidder klar med brød og vin, hvordan det nu kan lade sig gøre, kan man deltage i nadveren på distancen, sammen med de over 100.000 mennesker, der lytter med i hele landet.

Der er også prædikener fra Bornholm: Tænder man for TV2-Bornholm klokken 12 i morgen, er der mulighed for at høre en prædiken ved sognepræst Pernille Bolø fra Ibsker. I lørdagens Tidende er der trykt en prædiken ved sognepræst og provst Johannes Gregers Jensen.

Og er man ferm på nettet, er der rig mulighed for at finde gudstjenester i morgen, enten live eller båndede, fra hele landet og fra alle slags kirker. Den mærkelige situation, vi er i som samfund og kirke, giver rige muligheder for at gå på opdagelse, også i kirkelivet – og jeg håber, det må blive til velsignelse og opmuntring for os alle.

Teksterne til morgendagens gudstjeneste kan findes her: https://www.bibelselskabet.dk/midfaste-fra-anden-raekke, hvor der også er et link til den nye mundrette oversættelse Bibelen 2020, som netop er udkommet.

/sognepræst Cæcilie Jessen

(Billede: Vincent van Gogh – Arbejdsmand skærer brød siddende på en kurv – 1882)

Der må tænkes lidt nyt i disse dage, hvor vi ikke kan samles som kirke til gudstjeneste eller andet. Derfor er der nu her en bøn for dagen ved sognepræst Cæcilie Jessen, optaget på video fra præsteboligen i Nylars.

(Jeg skal beklage, at både lyd- og billedkvalitet lader noget tilbage at ønske – der er endnu meget at lære om at være digital kirke.)

Far i himlen
Vi beder dig for alle, der synes, det er svært
Alle, der føler sig lukket inde og magtesløse
ved ikke at kende dagene, der kommer
Vi takker for de mirakler, du lader spire frem imellem os:
Mennesker, der hjælper mennesker,
økonomier, der krymper sig for at holde svage i live.
Tak fordi du helbreder, også nu, hvor alt, vi hører om, er smitte.
Giv os tålmodighed, Gud,
tålmodighed til at leve og være i livet, som det er i dag,
tålmodighed med hinanden,
tålmodighed med tiden, der kan virke så underligt ude af takt.

Du skærmer din kirke, Gud, vi ser det:
Vi ser, hvordan håb spirer frem,
hvordan dit ord lyder på nye steder og ad nye veje. Vi ser og mærker, at din Ånd blæser, hvorhen den vil, og det takker vi dig for.

Hold vores øjne åbne for dem, der har brug for hjælp, og vis os, hvor vi kan gøre nytte. Hjælp os ud af os selv og ind i tjeneste for den næste person i rækken.

Bliv hos os med din kærlighed.
Slip os ikke ud af dit åsyn.
Lad os ikke glemme dit løfte:
At du er med os alle dage indtil verdens ende.

Hør os, når vi beder i Jesu navn:
Fadervor…

Kære alle i Nylars og Vestermarie Sogne

Gudstjenesterne er aflyst indtil videre – og med dem alle arrangementer i kirkerne.

Der vil kun foretages bisættelser og begravelser i kirkerne – og i særlige tilfælde dåb og vielse.

MEN: Præsten kan man altid få fat på. Og sin nabo kan man altid få fat på. Derfor: Ring til sognepræst Cæcilie Jessen, hvis du har brug for en samtale. Eller ring til naboen for at høre, om de er okay og om de eventuelt har brug for hjælp med noget.

Hvis du finder salmebogen frem og holder en andagt derhjemme, bed da en bøn for sundhedspersonale, politikere og alle andre, der knokler i disse uger.

Sognepræst Cæcilie Jessen kan som altid nås på tlf. 56 99 90 03 eller e-mail lcj@km.dk.

Der vil løbende komme nyt på facebook, på hjemmesiderne og i dagspressen.

Guds fred
sognepræst Cæcilie Jessen

(OPDATERET DEN 18. MARTS 2020)

Vi kan ikke mødes fysisk til gudstjeneste i morgen – men kirkelivet er ikke gået i stå af den grund, det er blot lidt mere digitalt.

Der vil i morgen søndag være talrige muligheder for at deltage i en gudstjeneste hjemmefra. Her er et par af mulighederne:

– På P1 sendes der som altid højmesse kl. 10.00, denne gang fra Vor Frue Kirke i København med Anders Gadegaard som prædikant.

– På Rønne Kirkes hjemmeside www.sctnico.dk bliver der lagt en optagelse af søndagens gudstjeneste op med Peter Hauge Madsen som prædikant.

– Fra Apostelkirken i København vil der blive livestreamet en andagt klokken 10.30 på deres facebook-side.

Og der er mange, mange flere ude på det store internet. For alle gudstjenesterne gælder det, at de er optaget for lukkede døre, så der er kun de gudstjenestedeltagere til stede, som sidder rundt om i hjemmene – og det er en smuk tanke: At vi fejrer gudstjeneste hver for sig, men sammen.

– Cæcilie Jessen, sognepræst