På Kristi Himmelfartsdag, torsdag den 21. maj, fejrer vi gudstjeneste i Nylars Kirke igen efter over to måneders lukkede døre.
Gudstjenesten er klokken 9 ved sognepræst Laura Cæcilie Jessen.
På grund af corona må der højst være 25 i kirken, og derfor opfordres dem, der har mulighed for det, til at søge mod højmessen i Vestermarie kl. 10.30.
De generelle retningslinjer i forbindelse med covid-19 er:
Hold to meters afstand til andre
Sprit hænder ved ankomst til kirken
Nys og host i ærme eller engangslommetørklæde
Bliv hjemme, hvis du er syg eller har symptomer på sygdom.
I dag er det formentlig sidste gang, der skal sendes søndagshilsen ud – i hvert fald på denne måde. For fra i morgen, mandag den 18. maj, må vi åbne dørene i kirkebygningen igen og begynde at samles – og på torsdag den 21. maj, Kristi himmelfarts dag, kan vi – forhåbentligt! – holde vores første gudstjenester i Nylars Kirke og Vestermarie Kirke. Det kommer der mere information om snart. Indtil da gør vi, som vi efterhånden plejer:
Nu åbnes der – netop, som vi nærmer os Kristi himmelfart. Udviklingen i fortællingen om Jesus fra påske og til nu er, at han var sammen med sine disciple i 40 dage – og nu gør han klar til afgang: Han skal hjem til sin far i himlen.
Og tænk, at det lige passer sådan: Kirkerummene var lukket og gudstjenesterne sat på pause i de dage, hvor Jesus kom og var sammen med sine disciple.
Og nu, da vi gør klar til at komme tilbage og mødes igen, melder Jesus sin afgang.
Det kan næsten føles, som om vi kommer for sent, når vi mødes til Kristi himmelfart på torsdag. Vi når lige at se et glimt af ham, før han forsvinder! Sådan kan det se ud.
Men Jesus har sagt til sin kirke, at ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse”. Og tænk, at vi kan forestille os, at han gik med os i denne her ørkenvandring af en pandemikrise.
Som israelitternes trofaste Gud, der gik foran dem som en skysøjle i ørkenen.
Han har ledt os – og han har befriet os – og om lidt, ganske snart, mødes vi igen. Gud ske tak og lov.
Herre, vor Gud, du, som er alle gode tings skaber og giver, dig bønfalder vi om store ting: Lad din Ånd blæse liv i vore tanker, så de bliver rette, og styre vor kurs, så de rette gerninger følger, ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.
Glædelig søndag og på gensyn, sognepræst Cæcilie Jessen
Lad for os, som på dig tro, livets blomster overgro gravens mørke tilje!
Det var først, da jeg (Cæcilie præst) lavede undertekster til denne søndags salmevideo, at jeg opdagede, at hver eneste sætning i den slutter med et udråbstegn. Det gør den meget kraftfuld – en fuldtonet bøn til Helligånden om at komme og oplyse vores liv med troen på opstandelsens kraft
Der er lidt larmende blæst på videoen, men det passer meget godt til helligåndstemaet – på både græsk og hebraisk er ordet for ÅND og VIND godt og vel det samme!
Det er en helligåndssalme, fordi vi så småt begynder at nærme os pinse og dermed forventningen om Helligåndens komme!
Måske vi bedst begriber det ved at tænke på, hvad vil sige ikke at være fri. Som nu Saulus, der er så bundet af sit had til de kristne, at han bruger al sin tid på at opspore og forfølge dem.
Han bliver befriet på den mærkeligste måde: Han bliver gjort blind – og så bliver han gjort seende, men med et nyt syn. Han får et nyt syn – på alt. Og han bliver til Paulus, den ivrige brevskriver, vi kender fra Bibelen.
Sådan er friheden, når lågen i buret bliver lukket op, og vi kan bevæge os ud – verden og menneskene i den ser forandrede ud.
Caravaggio – Omvendelse på Damaskusvejen (1600)
Men hvad er den kristne frihed da?
Det er den frihed, der bunder i sandheden om Jesus Kristus – som vi får at se, ligesom Paulus, ved Helligåndens hjælp. Sandheden om Jesus Kristus er, at han er Guds søn: At Gud ikke længere er fjern, men nær, og hvor meget tungt, vi end bærer på, vil han tage den byrde fra os.
Det er friheden i lette skuldre – det er en bevægelsesfrihed.
Kun ét sted er vi bundet: I kærligheden til den næste i rækken – men vi er frikøbt til at udøve netop dén.
Men lovet være du, vor Gud! Du hjælper os af fare, vor bange sjæl du leder ud som liden fugl af snare; ja, snaren brister, vi er fri, thi Herrens navn os stander bi, han skabte jord og himmel.
(Martin Luther 1524, 338 i salmebogen)
Glædelig søndag og ugen, der kommer sognepræst Cæcilie Jessen
Sådan skriver den svenske digterpræst Lars Åke Lundberg. Billedet af den snusende hundesnude er overraskende. Det lader os ane, at bøn ikke kun er at bede om noget, men at det også er udforskning eller stille vejring. Tænk på hunden, der har fået færten af noget: Den er i gang med en leg, men pludselig standser den op og bliver stille og retter snuden opad. Sådan er bønnen også: Vi standses i det, vi er i gang med, og vejrer efter Guds nåde i verden. Efter vej, efter skjulte sandheder, efter venskab på uventede steder.
Kazimir Malevich – Bøn (1907)
Bøn til dagen
Af sangskriver Jonas Petersen, bragt i Kristeligt Dagblad den 7. maj.
Godmorgen, kære Gud! Jeg takker dig for denne nye dag, at den er lyst op af din nåde. Tak for, at jeg også denne dag må komme vågnende til det daglige brød, som du gav mig, mens jeg sov. Tak for, at jeg også i dag må blæse al min tyngende bekymring ud som sæbebobler mod din hud. Tak for, at du åbenbarer en flig af dit væsen i bøgen og birken og syrenen og i alle forårets svimlende dufte, og at du lader solsorten synge den samme euforiske morgensang, som kvinderne i gravhaven hørte, og at jeg, enfoldig som en fugleunge, må bo i din hånd endnu en dag. Amen.
Se video med en salme til søndagen her:Refleksion til 3. søndag efter påske
”Jeres hjerte må ikke forfærdes” – jeg hænger altid fast ved den sætning, når jeg læser evangeliestykket til denne søndag (Johannesevangeliet 14,1-11). Hvad er det for en mærkelig ordre, disciplene får, og som vi får som kristne: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes”.
Det må have at gøre med, at ligesom intet menneskeligt er fremmed for Gud, fordi Kristus har levet menneskelivet med os, sådan bør intet menneskeligt heller være fremmed for os. Eller rettere: Vi skal ikke forfærdes over noget menneskeligt.
Det er ikke en ordre til passivitet eller tilbageholdenhed, når vi møder gruen og det grimme – tværtimod. For når vi forfærdes, stopper vi nogle gange dér – vi træder et skridt tilbage i afsky eller vender blikket væk fra det, vi ikke ønsker at se. Så handler vi ikke. Der lyder Jesus’ ord altså: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes!” – og videre: ”Tro på Gud, og tro på mig!”.
Ikke med forfærdelse, men med tro skal vi møde livet. Tro på, at livet er i Guds hånd, og tro på, at han giver os den styrke og det mod, vi ikke selv kan opbyde. Tro i sidste ende på, at vi er fri – virkeligt fri – i Kristus, også under midlertidig viruskarantæne, under samfundets nedlukning, under kirkeklokkernes tavshed.
Hvornår er der gudstjeneste igen?
Ja, nu begynder ventetiden at røre på sig – og vi spørger: Hvornår kan vi samles igen? Hvornår kan vi mødes til gudstjeneste igen? Forhåbentligt får vi nyt i ugen, der kommer, også i kirken.
Indtil da må vi minde hinanden om, at menigheden – kirken – er fællesskabet af alle døbte. Og lige nu er kirken ikke lukket, men spredt ud i hjemmene, hvor vi hver især må bede vores bønner, synge vores salmer, læse i vores bibel og finde glæde i fællesskabet med de nærmeste. Dér er vi åndeligt sammen med alle andre kristne over hele verden, der også nu er forhindret i at mødes i deres gudshuse.
Hvis du har idéer til genåbningen af den større kirke, så skriv – skriv til menighedsråd, til præst, til biskop, til minister, til aviserne. Gudstjenesten er menighedens, og nu er der en tid til at tage ansvaret for den.
Se video med en salme til søndagen her:Søndagsrefleksion
Der er en gammel, kristen tradition, som handler om ørkenen. Ørkentraditionen peger på, at vi som mennesker og som troende kan befinde os i en sjælens ørken: Et goldt sted, hvor solen brænder hårdt, og vi bliver tørstige, sultne og trætte.
Sådan kan hele samfundet føles nu – midt i det blomstrende forår, som bringer os glæde, stikker ørkenens mismod sit ansigt frem: Hvor længe endnu? Hvornår kan jeg få stillet min sjæls og mit hjertes sult og tørst? Måske vi endda begynder at dumme os på den ene eller den anden måde, som man kan komme til i ørkenens forvirring – som vi kan komme til, når vi mangler forsoningen i et fysisk nærvær.Salvador Dali – Nude in the Desert Landscape (1946)Men ørkentraditionen fortæller os, at vi ikke skal være bange for at være i ørkenen – for dér møder Gud os også. Der er en ny stilhed, vi kan træde ind i, også selv om vi er bekymrede, også selv om vi er plaget af mismod.
Og egentligt har det at gøre med, hvad det kristne håb er: For det kristne håb er ikke et overfladisk håb om, at det nok skal gå. Tværtimod er det kristne håb et håb, der kommer til os midt i håbløsheden – opstandelseslyset som sprækker i dødsmørket. Småbitte glimt af Guds godhed i et nedlukket, forvirret og ængsteligt samfund.
Så lige nu må ordene være: Vov at være i stilheden, som Gud er i stilheden. Tillad mismodet at være der og bed om Guds trøst. Og løft så blikket, og smil åbenøjet til et menneske i Brugsen eller på gaden, selv om I ikke nærmer jer hinanden mere end det – der er ved at være brug for, at vi indgyder hinanden mod, så ingen forstener eller går til i fortvivlelsen.
Søndagens gammeltestamentlige læsning er salme 23:
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.
Amen.
Guds fred og alle gode hilsner,
sognepræst Cæcilie Jessen
Jeg er kommet til at tænke meget på de forfulgte kristne rundt om i verden – fordi vi for tiden på sin vis er i samme båd som dem. Eller i hvert fald kan vi fornemme lidt af, hvad det vil sige at være forhindret i at fejre gudstjeneste og deles om den kristne tro i et fysisk fællesskab.
Men vi er fortsat bedre stillet end dem – vi har, på en eller anden måde, kunnet lukke frivilligt og midlertidigt for gudstjenestens fællesskab. Og vi er ikke truet på livet af andre mennesker, men af en upersonlig virus, der vil mildnes og forsvinde, før kristenforfølgelserne gør.
Men måske kan dette også være en tid til besindelse på de vanskelige forhold, mange kristne brødre og søstre har – til bøn for dem og til tak for vores frihed. De kan også støttes helt konkret, fx gennem organisationen Åbne Døre / Open Doors, som vi havde besøg af i sognegården i februar.
Jesus siger i søndagens tekst til sin discipel Simon Peter: ”Vogt mine får!”. Han beder ham passe på Jesu menighed, når Jesus er død – ja, passe på alle dem, der er ”Jesu små” – det er alle, der er udsat.
Og så slutter Jesus med at sige ”Følg mig!”. Det er både en opfordring til at følge i Jesu fodspor af barmhjertighed – men også, hvis nødvendigt, at følge Jesus ind i smerten. Vi kan ikke, som Jesus, dø for andre mennesker – men vi kan vove at bære lidt af andre menneskers smerte på os, så de ser, at nogen vandrer med dem.
Almægtige Gud og Fader,
nu, da vi har fejret påsken,
beder vi dig, du, som er gavmild uden grænser:
Hjælp os at holde påske hver dag
i hele vort daglige liv
ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn,
som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,
én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.
De bedste søndagshilsner, sognepræst Cæcilie Jessen
Albrecht Dürer – Stormen på dødsriget eller Kristus i limbo (1510)I DAG ER DET PÅSKELØRDAG. En ganske stille dag, en ventedag, hvor vi hænger udspændt mellem to mysterier: korsets mysterium og opstandelsens mysterium.
Der er en tradition fra gammel tid, der fortæller, at på denne stille dag udspillede det største drama sig – men uden at mennesker så det eller overhovedet var med i det. For mellem langfredag og påskemorgen, sådan siges det, rejste Jesus til dødsriget og vandt over døden – fordi han var den eneste, som døden ikke kunne holde på, fordi han er både Gud og menneske – og han slog portene op indefra og satte alle dem fri, der var fanget i dødens greb.
Dét er påskelørdags fortælling – som vi måske skulle vente til i morgen med at fortælle, for endnu ved vi intet. Men alligevel: Det utrolige er jo, at det sker, mens vi venter. Mens vi hviler, mens vi intet foretager os, mens vi handler ind til en enlig påskefrokost og holder god afstand i køen – der nedfarer Kristus til dødsriget og sætter alle fangne fri – og i morgen står han op som sejrherre, der kan fortælle os, at også vi er fri fra at være fanger af døden. Og vi har slet ikke løftet en finger for det – det er nåde: Kristus, der handler, mennesker, der bare må tage imod.
Men indtil videre er der ganske stille. Vi hører højst en rumlen fra undergrunden, fra kampen, der nedkæmpes dernede. Og vi må vente – vente på godt nyt på fra slagmarken, på evangeliet om Kristi sejr.
Der venter bag langfredags nat
en påske-morgenrøde.
Men seglet er for graven sat,
og kold er nu den døde.
En påskelørdag, ond og grå,
med sine træge timer
til enden gennemlides må,
før påskeklokken kimer.
En sabbat, ja, en hviledag,
den kaldes må med rette.
Dog har den ej sin ro og mag
til glæde for den trætte.
Dens hvile er en dødsens ro,
hvor ej er mer at gøre,
med udslukt håb og visnet tro
og ingen trøst at høre. –
Og dog. Så sejt og sent den led,
så tung af vé og klage,
den dag mit hjerte hænger ved
blandt alle helligdage.
Her kender jeg jo mine kår,
hvori jeg mig må skikke,
mens jeg min vej til graven går,
og når jeg dér skal ligge.
Der er for graven sat en sten,
som ej sig lader røre;
og indenfor er tørre ben.
Hvad er da mer at gøre?
Der er for stenen sat et segl,
som holder mig i mulde,
og ikke blot af fald og fejl,
men af mit hjertes kulde.
Så er det da en nådes-sag,
hvad der af mig skal blive,
om Herren gør en påskedag
og kalder dødt til live.
(nummer 216 i salmebogen, skrevet K.L. Aastrup i 1937-39)
James Tissot – Korsfæstelse, set fra korset (1890)I DAG ER DET LANGFREDAG. Det er korsfæstelsen. Det er Jesus, der bevæger sig dybt ned i menneskers smerte – i din og i min. Det er medvandringens endemål: At han følger os helt ind i døden. Og ikke bare os, der har vores på det rene – men også forbryderne, forræderne og de lovløse. Også dem går han med.
Der er en tradition i kunsten, hvor Kristus på korset afbildes som syg. På Isenheim-altertavlen er han helt grøn i huden, fyldt af bylder, og huden skaller af. Det er som, der står i Esajas’ Bog 53: ”Han var fuld af smerte og ramt af sygdom, så vi kiggede væk”.
Isenheim-altertavlen blev på et tidspunkt flyttet fra den kirke, det var lavet til, til et klosterhospital i Colmar, hvor munke og nonner plejede de syge. Og der må det have vakt evangelisk overraskelse hos de syge – at se, at ikke bare de var plaget af sygdom, men at Herren selv bar sygdom på sig – for at gå ind i smerten med os.
Hvordan ville en Isenheim-altertavle se ud i dag? En Kristus med iltmaske – i respirator – og disciplene og kvinderne omkring ham, på jorden ved foden af korset, med mundværn og visir. Eller en Kristus lukket inde i angsten, isoleret og fuld af frygt for fremtiden. Eller en Kristus med demens, ude af stand til at forstå, hvorfor omsorgen pludselig blev så fjern og besøgene fra familien sluttede.
Gud, du forunderlige Gud!
Fra en verden,
hvor ondskaben viser sit hæslige ansigt hver eneste dag,
hvor mennesker påfører andre ondt
og finder en sær glæde i
at ydmyge de afmægtige,
råber vi til dig, som kender vort mørke:
Far i Himlen, forlad os ikke!
Forbarm dig over os alle, ofre som bødler,
voldsmænd som syndebukke!
Stands os, når vi slår!
Hjælp os, når vi lider!
Når du tier, er det, som om du intet gør.
Når du tøver, er det, som om du har forladt os.
Men når vi hører din søn råbe på korset:
”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
da aner vi, at du har svaret os i ham.
I hans afmagt er du hos os,
i hans kærlighed viser du os den eneste magt,
der kan bryde ondskaben.
Gud, du hjælpeløses Gud!
Du er vort håb, for din er magten og æren
fra evighed og til evighed.
Amen.
(Langfredagsrefleksion ved sognepræst Cæcilie Jessen, bøn af Holger Lissner)
Mathias Grünewald – Den sidste nadverI dag er det skærtorsdag. Det er den dag, hvor Jesus spiser det jødiske påskemåltid med sine disciple og vasker deres fødder, som om han var en tjener.
Og Jesus indstifter nadveren den aften, det vil sige: Han tager brødet og vinen og fortæller sine disciple, at fremover vil han være sammen med dem, hver gang de deler brød og vin – og ligesom brødet bliver brækket i mindre stykker for at blive til næring for mennesker, sådan skal hans krop brydes for at blive til liv for os. Og ligesom vinen flyder fra druen, der bliver mast, sådan flyder Jesu blod fra ham til liv og ånd for os.
Brød og vin er hverdagsstof. Jesus giver ikke et ritual eller religiøse forskrifter, han siger: HVER GANG, I spiser brødet – HVER GANG, I drikker vinen – da er jeg sammen med jer. Han kunne næsten lige så godt have sagt: Jeg er hos jer i jeres hverdag – I alt det, der ser dagligdags ud, alt det, der ikke ser ud af noget – der er jeg hos jer. Kristus er os nær i hverdagsstoffet.
På den måde bliver han måske også en Gud, der er svær at se – og det er sørens for os mennesker, der gerne vil have klare svar. Vi vil have guld og glimmer, en Gud, der kommer i pomp og pragt. Og derfor må vi undre os med disciplene (måske vi næsten ærgrer os), når han siger, han er hos os i hverdagens næring – eller når han lægger sig på knæ og vasker vores fødder.
Vi kalder tiden for tiden for en undtagelsestilstand, men i virkeligheden er det måske én uendelig hverdag: Uden fester, uden forretningsrejser, uden kurser, uden familiemiddage – bare små enheder forsamlet i hver sit hus eller lejlighed med den primære opgave at passe hverdagen. Få tøj på og mad og undervise og svare på mails og telefonere – alt på ét sted. Det kan larme, og det kan være ensformigt – men skærtorsdags ord til os er, at der er Kristus: I hverdagsstoffet.
Vor Herre Jesus Kristus,
brødet blev brudt,
og druen blev knust,
og det fællesskab, du havde med dine disciple,
syntes ophørt, da du døde på korset.
Men Guds kærlighed har ingen brudt.
Derfor kunne du bryde forbandelsen
og dødens magt over os.
Derfor kan du give os del i din opstandelses kraft
og forene os i brødet og vinen.
Lovet være du, Herre, for at du læger vore sår
og bygger din helligdom i vore hjerter.
I dig lever vi, forenet med hinanden
i dit evige nærvær.
Amen.
(Refleksion ved sognepræst Cæcilie Jessen, bøn af Holger Lissner)
